Download E-BOG

Danske aktiefonde underpræsterer 1,7 procent om året i perioden 2000-2022

Assure Fondsmæglerselskab har siden 2017 analyseret afkastet i de danske aktiebaserede fonde. I denne opdatering af vores analyse sammenligner vi ligesom sidste år afkastet for aktieindeks med medianafkastet for danske investeringsfonde med aktier, der investerer i kategorierne Europa, USA og global. Fondenes afkasttal er oplyst af Finans Danmark.

Hovedresultater:

  • Fondene kunne heller ikke i 2022 følge med markedet. I normale år ligger fondenes typiske afkast – medianafkastet – mellem en og to procent under markedsindekset, og det gælder også i 2022, hvor fondene underpræsterede med 1,4 procentpoint. (se søjlediagram). Var omkostningerne bare et halvt procentpoint lavere i de ca. 400 milliarder kroner der ligger i detailfonde med aktier, ville danskernes afkast have været ca. 2 mia. kroner større.
  • 2022 var et dårligt aktieår. Årets tal afkræfter derfor investeringsbranchens påstand om, at aktivt forvaltede fonde klarer sig bedre i år med markedsuro og kursfald.
  • Nogle fonde klarer sig godt, andre dårligt – men de fleste leverer ikke varen. Det er fortsat mere end tre fjerdedele af fondene, som har underpræsteret i hele deres levetid. Målt over hele perioden siden år 2000 har investeringsfondene underpræsteret med i gennemsnit 1,71 procent pr. år. (se tabel efter søjlediagram).
  • Branchen bliver ved med at lukke fonde ned, der klarer sig særlig dårligt; for hele perioden 2000-2022 har de lukkede fonde underpræsteret med dobbelt så meget som de fonde, der stadig er åbne. Lukningen af fonde betyder, at de enkelte investeringsselskaber kan markedsføre sig på mindre dårlige resultater, end de faktisk har haft, for de kan nøjes med at fortælle om de åbne fondes resultater (se tabellen).
  • Passivt forvaltede indeksfonde har ingen kontantbeholdning; alt investeres. Aktivt forvaltede fonde har gerne en vis kontantbeholdning – måske fire-fem procent af formuen – og det vil alt andet lige gavne dem lidt i år med kursfald. (Et eksempel: Hvis aktierne i en fonds portefølje falder med 13 procent, og fire procent af formuen er kontant, vil fondens afkast blive ”forbedret” med en halv procent, nemlig fire procent gange 13 procent). Det kan være en årsag til, at fondenes underpræstation i 2022 var en anelse mindre end i de seneste år.

Rune Wagenitz Sørensen, administrerende direktør i Assure Fondsmæglerselskab, siger:

”Investeringsbranchen har i mange år klaget over, at alting steg, som de sagde, og det mente de gjorde det lettere for indeksfondene at slå dem. Nu har vi haft et rigtig dårligt aktieår, og de kan stadig ikke slå indeksfondene. Når investeringsforeningerne siger, at de er bedst i svære tider, så må jeg bare sige: Det var de så ikke i 2022. Også i 2022 var det som regel penge ud ad vinduet at investere i aktive fonde

2022 var ellers netop sådan et år, hvor man kunne tro, at det ville gøre en forskel, om en fond har en dygtig ”aktieekspert” i spidsen. Kurserne har bevæget sig kraftigt, og der er blevet vendt op og ned på hvilke typer aktier, der klarer sig bedst. I 2022 lå vækstaktier og teknologi-aktier således helt i bund, og value-aktier klarede sig bedre. Alligevel gik det skidt for de aktive fonde.”

 

2000-2022 Alle Åbne Lukkede Taber-%
USA -2,23% -1,39% -2,49% 100%
Europa -1,66% -1,27% -1,86% 83%
Global -1,47% -1,03% -2,04% 72%
Alle -1,71% -1,09% -2,18% 77%

Tabel: Assure Fondsmæglerselskabs beregninger af afkast fra Finans Danmark. 173 fondes årlige afvigelse fra sammenligningsindeks målt over hver fonds levetid opdelt på markeder og samlet set.
Medianen ses at være -1,7 procent for alle fonde.

 

Den omfattende analyse fra 2016 kan læses her.

Sidebar