Download E-BOGOnsdag bragte Børsen en artikel om stigende bekymring blandt chefstrateger for, at det er gået lidt for godt med aktier i den amerikanske tech-sektor. Nvidia er steget 250 procent på et år og har en værdiansættelse i forhold til indtjening (P/E) på omkring 75, hvilket ikke er holdbart i længden. Derfor kommer fy-ordet boble på banen, og der nævnes et større skifte imod europæiske og nye markeder, der er attraktivt prissat.
Den slags taktiske rokeringer i aktieporteføljen lyder altid meget fornuftige. Om det så er en god tilgang for investorer, nævner Børsen ikke noget om. Det undersøger andre heldigvis, for eksempel SPIVA, der år efter år dokumenterer, at aktieforvaltere med den strategi halter efter markedet. I Europa er det færre end hver 10. aktiefond, som lykkedes med merperformance-opgaven de seneste ti år. I det lys er der absolut ingen grund til at kaste sin investeringskærlighed på rotationsglade chefstrateger.
Men… selv om kortsigtede dispositioner på aktiemarkedet bør undgås, er der andre muligheder. Jeg bliver ofte spurgt, om man kan udnytte mere langsigtede trends. Altså: Bør jeg justere den overordnede sammensætning af aktierne i forhold til, hvor verden er på vej hen?
Sammensætningen af aktiemarkederne siden år 1900, som UBS løbende opdaterer, afslører, at der historisk har været store forskydninger:
En markant ændring over hele perioden er den amerikanske dominans, ikke mindst på bekostning af Storbritannien. Det japanske marked blussede voldsomt op i 1980’erne og var en overgang verdens største.
De store bevægelser mellem markederne kan vi alle se. Men det er straks vanskeligere at aflæse og udnytte ”melodien” i udsvingene. De seneste 100 år har USA udgjort mellem 25 og 60 procent af aktiemarkedet – hvad er ”den rigtige” andel at have i sin portefølje? Der er ikke noget korrekt svar på det spørgsmål.
At variationerne på afkastet i delmarkederne er cykliske og til tider enorme understreges i denne graf fra JP Morgan:
Her se vi forskellen i afkastudviklingen mellem USA (mørk) og resten af verden (lilla) siden 1971. Nogle perioder er af kort varighed, andre varer i adskillige år med tiden efter finanskrisen som særligt iøjnefaldende. Fælles for dem alle er betragtelige afkastforskelle: Tre perioder med mere end 200 procent, og ellers af størrelsesorden 30-100 procent over få år. Det er store tal!
Vi kan i dag se, at vi skulle have sat alle pengene på den amerikanske tech-sektor efter finanskrisen. Var det virkelig så svært at se den trend komme?
Svaret er et højt og rungende JA. Ingen talte om amerikanske aktier som noget særligt den gang. Af den simple grund at US-aktier havde gjort det pivringe i årevis. Forud var gået ti år med negativt afkast. USA-aktier blev slagtet, da IT-boblen brast (Nasdaq faldt mere end 80 procent, hvilket det tog 15 år at komme tilbage fra). Derefter kom 9/11. Og Wall Streets sammenbrud. Nej, amerikanske aktier blinkede ikke tydeligt på købsradaren, og da slet ikke IT-aktier.
Så hvad talte man om i stedet? Nye markeder, der havde gjort det glimrende i mange år (Kina voksede, det kunne enhver jo se). Råvarer, som på få år var steget med +100%, ikke mindst guld. Value-aktier, der havde haft gode år. Her fandt man de gode historier! Men aktier i USA var det svært at sige noget positivt om (ud over at de syntes billige efter mange år uden stigninger… på samme måde som kinesiske aktier gør i dag).
Den store udfordring i investering er, at vi aldrig ved med sikkerhed, om man disciplineret skal holde fast i sin plan, eller om verden virkelig har forandret sig.
Graferne ovenfor fortæller os, at store afkastforskelle mellem markederne er helt normalt, og at det kan vare ved i ganske lang tid. Der er ingen vedtaget længde på en markedscyklus, som man kan aflytte på vandrørene. I 1980’erne stak japanske aktier afsted. I 2000’erne trak Kina og Europa alene læsset. I 2010’erne kom USA retur.
Med den viden i rygsækken, og en fremtid som alle dage vil være uforudsigelig, er det fornuftig risikostyring at fordele sine investeringer på de forskellige finansielle markeder.
