Download E-BOG

Kan man øge afkastet ved at gøre mindre?

30 aug, 2023
af Rune Wagenitz Sørensen, partner i Assure | 3 Kommentarer
Print

I investeringsverden er antagelsen ofte, at vi i jagten på et godt afkast bør være aktive og løbende ændre vores investeringer. Den umiddelbare indstilling er, at det er bedre at gøre noget, når verden ændrer sig, end ikke at gøre noget. Det føles bedre, og det ser bedre ud, at man tilpassede sig fremfor at sidde på hænderne.

Der er flere grunde til, at antagelsen, om at vi bør være aktive, dominerer.

Markedet ændrer sig, det bør porteføljen også

Der er konstant nyheder og nye investeringstemaer at forholde sig til: kunstig intelligens, robotteknologi, klima, krig, virtuel valuta eller prognoser om stigende renter og økonomisk recession. Det er svært at stå stille, når verden ændrer sig.

Menneskelig adfærd

Vi handler på baggrund af følelser som grådighed, fordi vi tror, andre får mere afkast end os. Og på grund af frygt fordi vi overvurderer, hvor vigtigt det der sker lige nu er, frem for hvad der sker på lang sigt. Markedernes heftige kursudsving får ikke altid den bedste adfærd frem i os.

Vi elsker at fortælle en god historie

Hvor meget afkast fik vi sidste år? Hvordan tilpasser vi investeringerne til den økonomiske recession (som vi stadig venter på)? Solgte vi inden, kurserne faldt sidste år? Fik vi købt igen, inden kurserne steg? Hvis vi ikke gør noget løbende, er der færre gode historier at fortælle.

Bevar roen og øg velstanden

Det siges, at soldater trænes i at bevare roen og vurdere situationen i stedet for at reagere på alt, der bevæger sig i busken. I investorverden er der hver dag nyheder og investeringsmuligheder at forholde sig til. Warren Buffett har på et tidspunkt udtalt, at man øger sin velstand, hvis man over et helt liv kun fik lov at foretage 20 investeringer, og når først de var foretaget, har man brugt sine skud i bøssen. I en sådan situation vælger man sine investeringer mere eftertænksomt og har begrænset sig fra at reagere på nyheder og nye investeringstemaer.

Investeringer tager tid

Når dagen er omme, får vi afkast ved at eje virksomheder, der genererer profit i mange år. Ser vi på det formuevægtede gennemsnit for danske investeringsforeninger med globale aktier, beholdes aktierne i lidt over to år ad gangen ifølge tal fra Finansdanmark fra 2022. Det er vist ikke helt som Buffett anbefaler. Mon virksomhederne de investerer i, kan nå at opfinde nye produkter og ydelser og teste dem af, inden de kommer på markedet i løbet af et par år?

Det er klart, at der løbende er grund til at risikojustere porteføljen. For når kurserne ændrer sig, ændrer porteføljen sig også. Det gælder også forhold som obligationsrenter, kontorenter, bankvilkår, udbuddet af investeringsmuligheder og fonde. Ikke mindst kan ens mål ændre sig.

Det kan virke pudsigt at foreslå, at det at gøre mindre, fører til højere afkast. Men transaktionsomkostninger, kursspænd, valutaveksling, uheldig eller dårlig timing m.m. gør, at der er et punkt, hvor man ender med at slanke sin pung i stedet for at gøre den fed, fordi man motionerer den.

Min pointe er, at udgangspunktet for at ændre investeringerne bør være ”hvorfor gøre noget” i stedet for ”hvad gør vi”. Førnævnte tal fra Finansdanmark understreger, at de professionelle investorer med globale aktier taber terræn ved at forsøge at handle sig til et merafkast.

Jeg runder af med nogle ord John Bogle (stifteren af kapitalforvalteren Vanguard) udtalte hos CNBC:

Just stay the course. Don’t do something, just stand there. This is speculation that we’re seeing out there, and you can’t respond to it,

Venlig hilsen

Rune Wagenitz Sørensen
Administrerende direktør

3 Kommentarer

  1. Hej Rune.
    Tak for din interessante fortælling ang. Investeringer Handel eller stand by.
    Det er svært hvad man skal gøre. Men Warren B. har altid sagt du skal vælge, og være TRO
    mod dine investeringer, det har jeg altid været( for det meste:-)
    Man skal også ha’ den i mente med grådigheden.
    der har jeg fulgt velmenende råd fra gamle garvede folk.
    Har været med på rejsen med Novo siden 1987. Hvor jeg nok har solgt for tidligt, til tider, men hvornår rammer man loftet.
    Er dog kommet med på vognen på ny og fortsætter rejsen :-)
    Men tak for jeres nyhedsbrev det er altid spændenge læsning.
    Hilsen: Niels.

  2. Atter nogle kloge betragtninger i dit indlæg her Rune.
    Ja har man valgt nogle aktier i solide selskaber, skal man beholde dem i mange år evt. hele livet og ikke sælge i panik, når der opstår en periode med kraftige kursfald, som det f. eks. skete med Novo Nordisk for nogle år siden. Selv hvis en aktie som Novo kommer til at fylde en meget stor del af den samlede aktiebeholdning, som det er sket for mig nu, så kunne jeg ikke finde på at sælge mere en en lille del af Novo aktierne, og da kun hvis jeg har en anden god investering, som jeg kunne tænke mig at foretage, eller hvis jeg har behov for nogle penge til mit forbrug.

Læg en kommentar

Læs flere artikler

Hvor attraktivt er det at investere i obligationer?
Efter en årrække med magre renteafkast spørger mange investorer sig selv, om investering i obligationer er relevant. Jeg mener bestemt, at obligationer hører hjemme i porteføljerne, som jeg vil argumentere for i det følgende. Tanker…
Læs hele artiklen
Er størst mon bedst?
Aktiemarkederne lægger an til et godt første halvår i 2024. Det tegner til ti procent i afkast på aktier, og samme gælder det danske C25-indeks. De allerstørste selskaber har igen i år gjort det bedre…
Læs hele artiklen
Rebalancering – hvorfor virker det?
Lad os sige, at du har en balanceret portefølje med aktier og obligationer. Da aktier og obligationer har det med at køre i forskelligt tempo, vil sammensætningen over tid bevæge sig væk fra den ønskede…
Læs hele artiklen
Sidebar