Vi bliver bombarderet med finansielle informationer hver eneste dag. ”Olieprisen skal op”, ”aktierne skal ned”, osv. Er formålet med disse historier at give dig nyttig viden? Nej, tværtimod. Lad mig afsløre for dig, hvad den egentlige hensigt er med de evindelige ekspert-udsagn og forudsigelser.
Forleden læste jeg et indlæg fra Bo Christensen, chefanalytiker i Danske Invest og Danske Capital, med overskriften ”Vi har netop solgt lidt ud af aktier”. Artiklens ræsonnementer er plausible, og sproget er let og flydende. Det er simpelthen en god ekspert-historie! Læseren sidder tilbage med et godt indtryk af, hvad der sker i en kompleks verden, og hvordan Danmarks største kapitalforvalter agerer. Deres svar: Vi reducerer aktieandelen lidt, men beholder overvægt af aktier. Du kan læse artiklen her [1].
God historie, ikke? Lad os kigge nærmere på indholdet.
For det første: Beslutningen om at mindske aktieandelen (godt hvis det falder), men bevare høj aktieandel (godt hvis det stiger) er et klassisk trick i branchen: Uanset hvor markederne bevæger sig hen herfra, så har vi positioneret os rigtig. Bravo!
For det andet: Skaber de løbende tilpasninger værdi for kunderne? Hvis du spørger forvalterne, der foretager hyppige taktiske justeringer af porteføljerne, så vil de svare et rungende JA og kigge småfornærmet på spørgeren. Ingen tvivl om at logikken i de gode historier umiddelbart er tiltalende. Men skaber det værdi – for kunderne? Det har jeg aldrig set målt og vejet af strategerne selv. Aldrig. De kigger fremad i en stadig mere globaliseret verden (læs: vi gennemskuer det uigennemskuelige for dig) og producerer nye forudsigelser.
Her er hvad alle taktiske forvaltere som Danske Capital kæmper med: Samlet set kan de umuligt skabe værdi – for kunderne. For de bytter værdipapirer med hinanden i et lukket system. Og det koster penge at handle – for kunderne. Så jeg spørger igen: Skaber de taktiske justeringer merværdi efter alle omkostninger?
For det tredje: Kapitalforvaltning hos Danske Invest og Danske Capital, der benytter egne investeringsforeninger med høje omkostninger, koster deres kunder omkring 2 procent af formuen hvert år. Hvor succesfulde skal bankens løbende tiltag være for at berettige den pris – for kunderne? Det er besværligt at regne på, og endnu sværere at formidle bredt til investorer. Så det gør man ikke! Det er ikke en del af historie-paletten hos kapitalforvalterne. Det sælger ikke billetter.
Men tænk lige over det: Ved at reducere aktieandelen fra overvægtet til lille overvægt som angivet i Bo’s velskrevne artikel, så ændres aktieandelen med nogle få procentpoint. Lad os sige fra 54 procent til 52 procent aktier i en balanceret portefølje. Det kan umuligt skabe merværdi – for kunden – i en størrelsesorden der berettiger en årlig udgift på 2 procent af hele kundens formue.
Så hvad handler artiklen fra Danske Invests chefanalytiker egentlig om?
Artiklen handler om at bevare en særdeles lukrativ forretning for Danske Bank. Indtjeningen foregår ved at placere kundernes penge i investeringsforeninger, som Danske Invest og Danske Capital forvalter, og hvor betalingen er indirekte, så kunderne ikke oplever at tage penge op af lommerne. Men hvor store er kundernes omkostninger i investfondene? Som det fremgår af artiklen, så er beløbet under forvaltning 791 milliarder kroner. 2 procent heraf årligt (mit bedste gæt), tilsvarer omtrent 15 milliarder kroner. Det er netop de penge, som eksperternes forudsigelser handler om i pressen.
Bankerne er helt klar over værdien af deres chefanalytikeres historier – for bankerne. Den fastholder deres kunder i et stressfyldt verdensbillede, der formidles og blåstemples af eksperter, som har meninger om hvor verden skal hen i morgen, til sommer og næste år. Det er nemlig en rigtig god forretning – for bankerne. Om disse eksperter skaber værdi for kunderne, det har ingen interesse – for bankerne.
De store bankers historier om evige tilpasninger er en solid dosis olie til en enorm og velsmurt salgsmaskine. Og lad mig slå fast, at Danske Bank kun er valgt som eksempel. Det foregår i alle de store banker i Danmark. Hver dag.
Hvis bankerne tog deres kunders interesser seriøst, så ville det cirkus stoppe prompte. Men det sker ikke. Det er simpelthen for indbringende at holde kørende – for bankerne.
Havde vi amerikanske tilstande her i landet, så ville 300 milliarder være placeret, som vi gør for vores kunder i Assure Fondsmæglerselskab. Der er vi ikke endnu. Men investering med lave omkostninger skal nok vinde frem, før eller siden. I mellemtiden fortsætter den knaldgode forretning – for bankerne.
Tænk! Og gør så noget ved det. Det gør vi i Assure Fondsmæglerselskab.