Overskrifterne i pressen er heftige i øjeblikket, og dagens kursudvikling er ikke altid med til at opmuntre os som investorer. Men hvordan er det egentlig gået i år? Hvis vi tager i betragtning, at:
- vi har været igennem en af de største rusketure i samfundsøkonomierne verden over de seneste år
- vi for fuld kraft har hakket bremserne i udvalgte brancher i med en masse restriktioner, mens andre brancher er blevet overophedet
- centralbanker har købt obligationer som aldrig før, sænket renten og nu sparker renterne godt opad og formentlig står foran et kæmpe salg af obligationer
- der er krig i Europa
eller vi, kort sagt, godt og grundigt har rodet med et ekstremt komplekst samfundssystem… Så tænker jeg, at finansmarkederne har taget det relativt roligt.
Aktierne er i år faldet ca. 11 procent i Assure Fondsmæglerselskabs porteføljer. Kigger vi på aktieudviklingen, siden vi startede med at lave porteføljepleje, ser det ud som i figuren nedenfor.
NB: I 2013-2014 var der 80/20 procent aktier og obligationer en del af perioden i figuren. Klik her [1] for at se forudsætninger for beregninger. Tidligere afkast kan ikke anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast. Afkastene er beregnet i danske kroner og konverteret fra USD og EUR – afkast kan stige eller falde som følge af udsving i valutakurser.
Naturligvis kan vi konstatere, at der et fald til højre i figuren. Men vi noterer os også den opadgående trend og en fordobling af formuen, som vi oftest ser, når vi – som vi bør – betragter investeringer over en længere årrække. Og udsvingene? Dem styrer vi gennem med en hånd så rolig som hos en urmager.
Dykker vi ned i delmarkeder, kan vi sagtens finde eksempler, der understøtter de dystre overskrifter i pressen:
- Danske C25 aktier: -18 procent
- Amerikanske og europæiske vækstselskaber: -20 procent
- Globale it-selskaber: -21 procent
Fald på 20 procent på fire måneders tid er hård kost. Ser man på enkelte aktier, vil mange af dem have gjort det langt værre. Netflix er eksempelvis nede med 75 procent siden toppen.
Hvad angår obligationerne, er udviklingen i mine øjne mindst lige så bemærkelsesværdig. Alle typer af obligationer har tabt værdi i kølvandet på rentestigninger på godt 2 procentpoint på få måneder. Særligt obligationer med lang løbetid har fået kursklø.
Figuren nedenfor viser kursen gennem de seneste år på en dansk realkreditobligation med en rente på én procent og udløb i 2050.

Kilde: NasdaqOMX
Bemærk at kursen sidste år var 101 og i dag er 78. Et fald på over 20 procent på en obligation, der anskues for at have stort set samme lave konkursrisiko som en dansk statsobligation, det er alligevel iøjnefaldende. Faldet er dobbelt op i forhold til marts 2020, som ses i den første tredjedel af figuren. Dengang tog det dog kun et par ugers tid for kursen at falde mere end ti procent.
I Assure Fondsmæglerselskab-porteføljen har vi flere tusind obligationer og overvægt af korte obligationer, og derfor er faldet begrænset til syv procent i år. Med ovenstående tal in mente må vi gerne minde os selv om, at den store spredning til tider føles godt (nu) og andre gange mindre godt. Men det er hele tiden sund fornuft. Det er også værd at notere sig, at den effektive rente på obligationerne, der repræsenterer det forventede afkast fremover, nu er banket op på næsten fire procent! Det vi har tabt i år vil komme tilbage i de kommende år og bogstavelig talt med renters rente.
Jeg runder om et øjeblik 45 år og er vel halvvejs i livet, hvis jeg fortsætter med at spise mine grøntsager, cykle til kontoret og tænke glade tanker. Det gør jeg alt sammen! Jeg har ”overlevet” og oplevet slemme avisoverskrifter, oliekrise, kartoffelkur, it-boble, finanskrise, pandemi og nu desværre også en krig på europæisk jord. Jeg tager naturligvis de seneste kursfald alvorligt, men rent psykisk må de ikke fylde for meget. Det er endnu et af de mange investeringsbump, der er på vejen, når vi skal have opsparingen til at vokse over tid.
Til slut nogle betragtninger og en opfordring som du kan have i tankerne:
- Nok kan det blive værre herfra
- Ingen ved hvor længe den sure udvikling står på, selv om vi alle bagefter kan se, hvornår bunden indtraf
- Årsagerne til faldende kurser er forskellige, men følelserne er de samme. Det gør nas.
- Men… kurserne kommer op igen, så ”Peace on the bat!” (som de unge måske ville sige det)
Venlig hilsen
Rune