Vanguard’s Total Stock Market Index fond, som vi benytter i Assure Fondsmæglerselskab, har i dette efterår overtaget tronen som verdens største investeringsfond. Den dækker det amerikanske aktiemarked og har over 1.700 milliarder kroner under forvaltning. I årets første 10 måneder har den leveret et afkast på 23 procent for en dansk investor.
Det interessante ved Vanguard-fonden er det lille ord ”index” i titlen. Det betyder, at fonden investerer bredt. Vanguard Total Stock Market dækker mere end 3.600 amerikanske aktier. Så fonden afspejler det totale amerikanske aktiemarked og har gjort det i mere end 20 år.
Hvorfor er fonden blevet verdens største?
For det første er Vanguard (fortrop på engelsk) grundlæggeren af indeksinvestering tilbage i 1970’erne. For det andet er fonden enkel og gennemskuelig. For det tredje har fonden vist, at den lader stordriftsfordele komme investorerne til gode i form af stadig lavere omkostninger – stik imod danske investeringsforeninger hvor omkostningerne er steget. For det fjerde så leverer den med laseragtig præcision det, den er sat i verden for, nemlig afkastet på det amerikanske aktiemarked. Med maksimal risikospredning.
Hvor effektiv en investering har man med fonden som ETF?
Som ETF koster den sølle 0,05 procent i omkostninger for en dansk investor. I praksis er udgifterne for at eje ETF’en endnu lavere. I år er ETF’ens afkast 26,3 procent – nøjagtig det samme som markedet. Siden ETF’ens opstart for 20 år siden har den givet 5,13 procent årligt, hvor markedet uden omkostninger har givet 5,15 procent. Forskellen på dit afkast som investor og markedet er med andre ord lavere end fondens minimale omkostninger. Derfor er fonden blevet verdens største.
Likviditeten er også optimal til enhver tid. Sammenlignet med en dansk investeringsforening med en forskel på købs- og salgspris på 0,5-2 procent, så har ETF’en tilsvarende 0,01 procent. Emissionstillæg eller indløsningsfradrag er der ikke noget af, så du undgår store handelsomkostninger som investor.
Usandsynligt at få et højere afkast end med ETF’en fra Vanguard
Det er naturligvis muligt at slå markedet og dermed Vanguard Total Market med en aktiv fond. Det er bare ikke sandsynligt, og sandsynligheden aftager over tid. Omkostninger gør en forskel. En undersøgelse af alle danske investeringsforeninger, der investerer i det amerikanske aktiemarked, viste at INGEN af dem har slået markedet de seneste 10 år. Du kan læse artiklen herom, som var i Børsen i april i år – klik her. Mon årsagen til at de danske foreninger ikke har slået verdens største fond er, at de koster 30-50 gange mere i løbende omkostninger?
Amerikanerne har fattet budskabet. I dag er 25 procent af alle investerede midler i USA placeret i effektive indeksfonde. I England er det snart 10 procent. I Danmark – hvor skatteregler og bankernes forhindringer komplicerer brugen af ETF’er – er det få procent. Det skal nok komme, men det tager tid. Og de danske investeringsforeninger, som bankerne modtager godt tre milliarder kroner i årlige formidlingsprovisioner for at sælge, vil fortsat blive langet over disken nede i banken, for Vanguard betaler ikke bankerne provisioner for at sælge deres produkter.
PS. ETF’en er ligeledes mere skatteeffektiv for en dansk investor end en tilsvarende dansk investeringsforening. Det er dog begrænset i hvilke skattemiljøer, at ETF’en kan bruges.
Kære Jesper Dall,
Interessant indlæg. Er det korrekt forstået, at den nævnte ETF, Vanguard’s Total Stock Market Index fond , er velegnet til pensionsopsparing? Hvad er fondskoden? Kan man købe ETFen gennem Nordnet eller Saxobank?
Med venlig hilsen
Den interesserede
Til “Den interesserede”,
Den nævnte ETF kan ikke ligge i et pensionsdepot.
ETF’er kan købes gennem langt de fleste banker herunder de to du nævner. Der er dog rigtig mange banker, der har høje valutaomkostninger, kurtager og depotgebyrer, så det er vigtigt at undgå, da man ellers ikke ender med lave omkostninger, som er en del af målet.
Hej Rune.
Jeg har selv Vanguards VTI – total stock market us og VEU – foreign ex US i mit Nordnet pensionsdepot. Så man kan altså godt købe dem til pensionsdepotet. De er købt Januar 2013 samt juni 2013. Vil ikke købe dem af frie midler pga beskatning.
Hej Leocat
Jeg har tidligere set eksempler på, at fonde har ligget i pensionsdepoter, selvom de ikke må. Sagt med andre ord – der er forskel på må og kan. De to fonde du nævner har US domicil og er, så vidt jeg er oplyst, ikke UCITS godkendt og må derfor ikke ligge i pensionsdepoter. Det er banker, der har ansvaret for at sortere i, hvad der må ligge i pensionsdepoter, og i det her tilfælde er det min vurdering, at der er sket en fejl – nogle fonde er sluppet igennem nettet. Jeg har oplevet, at investorer med pensionsdepoter har måttet sælge ud af deres fonde, det øjeblik banken fandt ud af, at der var sket en fejl.
Hvem står bag disse Etf fonde. Er det banker der tjener på kurtage, kursskæring,depotgebyr osv., udgifter man jo ikke kan se og hvor de kan gøre som de vil. Eller er det selvstændige virksomheder der kun tjener på det gebyr der oplyses ??.
Betales der formidlingsprovision til depotbanken??.
Mvh
Hardy Larsen
Hej Hardy
Det er forskellige udbydere såsom Vanguard, Lyxor, Deutsche Bank, iShares State Street og flere andre. Banker tjener på kurtage og valuta, når man handler og så har mange banker depotgebyrer. Kursspredning tjenes af marketmakere. Udbyderne af ETF’erne tjener på administration af fondene. I langt de fleste tilfælde betales der mig bekendt ikke formidlingsprovision, fordi der ikke er den store indtjening fra udbyderne at betale provision af.
Hej Rune
Ved du hvor man kan finde en oversigt over hvilke ETF der er UCITS godkendt ?
Jeg har købt deres FTSE Emerging Markets ETF uden problemer, men det er da rart at vide om jeg risikere at skulle sælge den.
mvh
Johannes
Hej Johannes
Der er mig bekendt ingen liste at støtte sig til. Man skal ind på udbydernes hjemmeside for at se det, og eventuelt også hos Finanstilsynet i Danmark eller i de respektive lande, hvor ETF‘erne har domicil.
Hej Rune,
“De to fonde du nævner har US domicil og er, så vidt jeg er oplyst, ikke UCITS godkendt og må derfor ikke ligge i pensionsdepoter”.
Dette er ikke korrekt: Leocat og andre med et privat pensionsdepot kan som udgangspunkt altid købe for op til 20% af værdien af samtlige pensionsordninger i pengeinstituttet på købstidspunktet (dog altid for 46000 kr) i et enkelt værdipapir, herunder altså også Vanguard’s Total Stock Market Index fond (VTI).
Aktieudbytte: Du er tidligere blevet citeret i Børsen for at VTI og andre ETF’ere med US domicil, har en afkastsfordel på 0,3% p.a. mht effektiv beskatning af aktieudbytte af underliggende US aktier i forhold til en tilsvarende forening med domicil i DK . Kan du uddybe for denne blogs læsere, hvordan du når frem til dette tal?
Med venlig hilsen
Filvik
Hej Filvik
Jeg har nu drøftet sagen med Finanstilsynet. Der er nye regler i forhold til din beskrivelse. ETF’er skal være UCITS godkendt for at ligge i pensionsdepoter, og de hører under FAIF lovgivningen. 20 %-reglen kan med andre ord ikke anvendes – hvis der er tale om en non-ucits fond, så skal den være godkendt til markedsføring. Og herefter behøver 20 %-reglen ikke være opfyldt.
De 0,3% kommer jeg frem til ved at trække 15 % udbytteskat fra et forventet udbytte på 2 %.
Hej Rune og jer andre,
Vanguard har nu UCITS godkendte ETF’er der er børsnoteret i London. Så nu kan vi i danskere få et større afkast pga. de lavere omkostninger som Vanguard tager. John Bogle, stifteren af Vanguard, burde få en Nobelpris for alt det han har gjort så vi andre kan undgå bankernes grådighed.
https://www.vanguard.co.uk/documents/adv/literature/generic-product-list-adv.pdf
Med venlig hilsen
Leocat
Tak for listen, men på eksempelvis FTSE Emerging Markets er omkostningsprocenten 0,29%, hvor den på den amerikanske børs kun er 0,15%. Begge dele er jo lavt, men det er da ærgeligt at skulle betale mere…
Kære Rune,
Er det muligt at sige noget generelt om hvornår investering i ETFere for FRIE midler er en fornuftig ide? Er det eksempelvis bedst hvis man betaler topskat? Investor har en investeringshorisont over 5 år? Skal de ETFere man vælger være UCITS godkendte (som de jo skal være når det drejer sig om investering for pensionsmidler)? Er det ligegyldigt hvilken valuta/børs man køber fra? Er der noget skattemæssigt man skal være opmærksom på?
Jeg må vist hellere stoppe her og håber, at I har tid og lyst til at besvare spørgsmålene.
Med venlig hilsen
Den videbegærlige
Generelt set er det fint at investere i ETF’er med obligationer i frie midler men ikke i aktier. I Assure starter vi med at kigge på fondens afkast før skat og dernæst efter skat. Altså hvis fonden før skat ikke lever op til vores krav, er det ligemeget med beskatningen. Hvis man holder sig til ETF’er med obligationer, vil skattesatsen være den samme uanset om man bruger ETF’er eller danske fonde med obligationer, men der er forskel på, hvornår skatten afregnes. Tidshorisont mener jeg ikke umiddelbart er vigtigt i forhold til skat.
Mig bekendt behøver ETF’erne ikke være UCITS godkendt. Valutaen og børs er uvæsentlige i sig selv, men ETF’ens domicil (land) er afgørende skattemæssigt – det ønsker jeg dog ikke at gå i detaljer med her på bloggen.
Hej Jesper, Rune og andre
Er det stadig en dårlig ide at købe Vanguard af frie midler? Og hvis så, hvilke lignende alternativer kunne så være et bedre bud, når vi taler frie midler?
Hej Lasse
Jeg antager, at du mener aktier, og i så fald er svaret ja – det er stadig en dårlig ide i de fleste scenarier. Se mit svar omkring obligationer til “Den videbegærlige”. Alternativet er at bruge en dansk indeksfond.
Kan undre lidt at man vælger at beskrive denne ETF når den ikke er fordelagtig at købe med frie midler og ikke kan ligge i et pensionsdepot.
At omtale en ETF som må ligge i et pensionsdepot havde måske været mere relevant.
Hej Andreas
En del af at beskrive verdens bedste fond er, at reglerne desværre beskytter dig som investor mod netop de bedste fonde som denne. Vi har selv lavet et debatindlæg i Børsen herom og har i Jyllands Posten desuden medvirket i en artikel om uhensigtsmæssighederne ved reglerne. Så vi kæmper for at du og andre investorer kan få den – blandt andet ved at skrive om den. Fonden bliver hyppigt brugt i vores kunders depoter, og den er meget relevant for alle, der sparer op via selskab og virksomhedsordning – her findes ganske mange af danskernes milliarder af kroner. Tillad mig også at udfordre din bemærkning om fordelagtighed: den banker mange danske investeringsforeninger sønder og sammen, fordi den koster 1/30 og man som investor undgår udbytteskatter bedre. Alt efter ens personlige beskatning, findes der også tilfælde for mange danskere, hvor den skattemæssigt vil være billigere, omend det er svært at styre. Men ja, den kan ikke længere ligge i et pensionsdepot. Det er en skam, at det i sommers blev afskaffet.
Kære Rune W
Gælder der krav om UCITS for ETF’ere som holdes i firma depoter (holdingselskab ApS) ? Eller er kravet kun tilstede ifbm pensionsdepoter?
Er der noget omkring dobbeltbeskatning man skal være opmærksom på, når der udbetales udbytte fra en amerikansk ETF?
Kære Rune
Der er ikke UCITS krav for ETF’ere som holdes i firmadepoter – det er kun pensionsdepoter.
Man skal indberette den betalte skat for at få modregning – ellers betaler man netop dobbelt. Det er noget af det, vi hjælper vores kunder med at få klaret. Vi har overvægt at kunder der investerer via selskab, så netop det med at undgå skat er relevant.
Har lige med stor interesse læst disse indlæg vedr. ETF.
Jeg har investeret 3-400000kr i ca. 10 forskellige fonde, men nu bliver jeg da lidt nervøs for, om jeg har gjort forkert. De er alle frie midler. Jeg har læst en del artikler, om at det var det eneste rigtige, pga. De lave omkostninger, men nu bliver jeg da i tvivl, om jeg skal sælge dem igen.
Hvad er problemet med skatten?
Jeg ved godt at de skal lagerbeskattes, men er det en stor udlempe?
Hvis man får en gevinst, så skal den jo altid beskattes ved salg, nu bliver den jo bare gjort op hvert år, men jeg er måske ikke rigtig opdateret?
Hej Bjarne
“Problemet” med skatten er, at man på aktieinvesteringer i ETF’er betaler kapitalindkomstskat. Det kan være omkring 36 procent, mens man kan slippe 27 procent som aktieindkomst. Der kan være tilfælde, hvor det kan betale sig at bruge ETF’erne alligevel, det afhænger af dine personlige skatteforhold.
Ok, tak for svaret.
Jeg betaler ikke topskat, så vil det være mere fornuftigt, at sælge de etf, og så istedet købe alm. Investeringsforeninger, og så se bort fra de højere omkostninger?
Hej Bjarne
Det vil kræve en total gennemgang af din økonomi for at give et kvalificeret svar.
Men hvis man nu er okay med at blive kapitalindkomstbeskattet ved at købe denne ETF for frie midler, fordi den er verdens bedste ETF, hvordan forholder det sig så med udbytte sådan rent praktis? Bliver det bare betalt til ens konto i f.eks. Nordnet og er der så allerede trukket amerikansk skat af beløbet? Og kan bruge “udbyttenotaen” som dokumentation over for SKAT, så man ikke kommer til at betale skat to gange af samme udbytte?
Jeg tænker også, at der i negative afkastår, der jo – hvis man kun har denne investering – medfører tab efter lagerprincippet, så vil kunne modregnes i anden skattepligtig indkomst. Dette fradrag/skattebesperelse kan man jo så “geninvestere” eller er jeg helt på vildspor?
Hej Benjamin
Det bliver et ja til alle dine spørgsmål. Det er ikke let lige at forklare på én linje, men lager- og kapitalindkomstbeskatningen kan i flere tilfælde være lavere end realisations- og aktieindkomstbeskatning.
Hej. God artikel!
Jeg har længe været investeret i de amerikanske Vanguard ETF’er til aktier for frie midler. Bør jeg skifte disse til de UCITS godkendte ETF’er fra Vanguard, eller er de originale udemærket?
Og vil det desuden, være en fordel at have ETF’erne i EUR istedet for USD derved?
Tak på forhånd.
Mvh. Victor
Hej Victor,
Det er et teknisk spørgsmål!
De amerikanske fonde er ikke UCITS godkendt, men er mindst lige så gode som deres UCITS-fætre i min optik.
Det er underordnet hvilken valuta fonde handles i. Det eneste relevante er hvilken underliggende valuta værdipapirerne er i. Med andre ord får du samme afkast på amerikanske aktier uanset om du handler i dollar, kroner eller Euro. Kun hvis man valutasikrer gør det en forskel; men det har ikke noget at gøre med hvilken valuta en given fond handles i, det foregår inde i fonden og kun der.
Hej Jesper.
Jeg har lidt svært ved at gennemskue om det vil være en god idé at købe vanguard etf nu? Jeg har 100.000 som jeg gerne vil investere. Når jeg kigger på deres stigning de sidste år ser det jo fantastisk ud. Men er der en bagside af medaljen jeg skal være OBS på? Vh Daniel
Hej Daniel,
Det er altid svært med timing mht det lille “nu”, du skriver. Du kan næppe handle den omtalte ETF selv.
Men når du er afklaret med at investere, vil jeg anbefale dig at placere dine midler en fond (fx en ETF) med bred global eksponering, og ikke kun en med amerikanske aktier som omtalte ETF.
God vind med investeringerne.
/Jesper