Kritikken af indeksfonde er noget vrøvl

Så er den gal igen: Inden for den seneste måneds tid har jeg læst flere nye angreb på passiv investering i to forskellige danske erhvervsmedier – selvfølgelig udført af folk, der tjener deres penge på at tilbyde aktiv investering.

Passive investeringer, hvor en investeringsfonds afkast følger et bestemt aktiemarked, er ifølge kritikerne meget farlige: De skævvrider markedet, så prissætningen bliver tilfældig, giver prisbobler og kurserne svinger for meget. Og de jager alle pengene til USA, så det bliver sværere at sende nye selskaber på børsen i Europa.

”Passiv investering suger al investeringsaktivitet til sig,” som en af kritikerne så malende udtrykte det.

Kort og godt: Kritikken er noget værre vrøvl. Og ja, jeg tjener mine penge på at tilbyde passiv investering – men jeg kan naturligvis også tilbyde aktiv forvaltning.

Det er klart, at hvis næsten alle aktieinvesteringer i verden var passive, så var der ikke ret mange investorer til at sætte priserne. I sådan en situation kunne der godt opstå prisbobler – men prisbobler har vi jo også set, inden passiv investering vandt frem.

Men vi er et godt stykke fra, at passiv investering er den dominerende form – tror jeg. For det er ikke så ligetil at gøre op, hvor stor en del af verdens samlede aktier, som ejes af investorer med en passiv investeringsstrategi. Det højeste estimat, jeg har set, siger, at det er en tredjedel af de amerikanske aktier, som er på passivt forvaltede hænder. Og det er altså i USA. I Europa er andelen formentlig mindre. Ifølge en opgørelse fra Bianco Research, med tal fra den amerikanske centralbank, ejes lidt over en fjerdedel af det amerikanske marked gennem ETF’er og investeringsforeninger. Lidt over halvdelen af de to fondstyper vurderes at være passive. Så de to fondstyper kan altså i det store hele bidrage til, at omkring 15 procent af det amerikanske aktiemarked er ejet af passive investorer. Det, synes jeg, gør kritikken en anelse hul. Ifølge opgørelsen er lidt over 40 procent af aktierne ejet af husholdninger, men det er vel svært at vide, i hvilken grad husholdningerne – Mr. and Mrs. Smith – er aktive eller passive, når dagen er omme?

Måske bliver det en dag sådan, at kun nogle få procent af aktierne er ejet af aktive investorer. Hvad så?

Jamen, så ikke noget. Hvis der en dag kun er få aktive investorer tilbage, og kurserne hopper op og ned, så vil man jo kunne tjene penge som investor på at udnytte de skæve priser. Jeg tror, sandsynligheden for, at vi når derhen, er lige så stor, som sandsynligheden for, at alle på kloden begynder at motionere og spise sundt hele tiden. Det giver dog muligheder for de aktive forvaltere, hvis der er ”for mange”, der investerer passivt. Men selv dér støder vi på den barriere, at mens alle kan få markedsafkastet (groft set – for det er praktisk umuligt, at alle på samme tid får nøjagtig samme afkast), er det ekstra afkast et nulsumsspil, hvor forvalter A’s ekstra afkast i forhold til markedet trækkes op af lommen på forvalter B, som får mindre end markedet. Da det i høj grad er professionelle investorer, der konkurrerer mod hinanden, hvorfor skal vi så betale dem høje omkostninger for at spille et nulsumsspil for vores penge? Særligt når vi kan læse, at ni ud af ti aktive fonde underpræsterer i forhold til deres sammenligningsindeks.

Hav du god samvittighed over at investere passivt. Det er sund fornuft.