For godt ti år siden startede vi Miranova Fondsmæglerselskab. I dag har vi mere end 500 kunder, og vi har netop passeret milepælen ”investeringsansvar for 10 milliarder kroner”.
I den forbindelse vil jeg gerne dele nogle tanker og observationer, som jeg har gjort mig over årene.
1. Risikovurdering er subjektiv
Investeringsfolk jonglerer med risikobegreber som volatilitet, draw down og value-at-risk. Investorer får sjældent det store ud af de flotte termer. De er langt mere optaget af, om jeg kan tage til Bahamas med alle deres penge. Den risiko kan enhver forstå!
2. Den rette indstilling er vigtigere end høj intelligens
Warren Buffett har udtalt, at “Investing is not a game where the guy with the 160 IQ beats the guy with the 130 IQ. Once you have ordinary intelligence, what you need is the temperament to control the urges that get other people into trouble in investing.”
Det er fint at kunne regne, men andre egenskaber er vigtigere i investering.
3. Incitamenter og interesser forklarer alt i investeringsverdenen
Investering er en svær størrelse at sætte sig ind i. Men man kommer rigtig langt ved at spørge: Hvem har hvilke interesser? Da bliver det klart:
- hvorfor den finansielle presse skriver om ligegyldige dagsudsving (der skal sælges aviser og klik, ikke indsigt)
- hvorfor aktiv forvaltning er så udbredt (giver de bedste historier og højere indtægter for udbyderne)
- hvorfor bankerne anbefaler porteføljeændringer (øgede handelsindtægter), etc.
4. Robusthed er undervurderet
For at opnå succes som investor skal man overleve mange omgange på den korte bane.
Det er derfor langt mere værdifuldt med en enkel og fornuftig plan, som du kan holde fast i gennem tykt og tyndt, end en genial men sindrig strategi, hvor du kan tabe troen og sutten, når modvinden rammer.
Den perfekte portefølje findes ikke.
5. Der er ét vigtigt spørgsmål, som alle ønsker svar på
Mennesker har forskellige forudsætninger, ønsker og drømme. Men fælles for alle investorer er spørgsmålet: Har jeg penge nok, så alt er OK?
Hvis investor er økonomisk trygt i mål, så sig det højt som rådgiver! Resten er detaljer, håndværk og teknik.
6. Investeringer har aldrig været lettere…eller sværere
På den ene side har investeringsmulighederne aldrig været større eller handelsomkostningerne lavere. På den anden side er det lettere end nogensinde at blive fristet og distraheret, give efter for frygt eller følge en umiddelbar indskydelse.
Det er både lettere og sværere at være investor i dag end nogensinde før.
7. Risikobilledet skifter hele tiden…men den største risiko forbliver den samme
Der er altid noget aktuelt at bekymre sig over. Gaza, Putin, klimaet, skærmtid, OBs hjemmekampe, Trump. Køen forsvinder ikke.
Men givet at vi danskere får stadig flere leveår uden for arbejdsmarkedet, er den helt store risiko, at vi ikke får investeret og forrentet opsparingen over en lang årrække, fordi usikkerheden og pessimismen tager overhånd.
Det kan være lige så farligt at tænke for meget som slet ikke at tænke.
8. Alder og aktieandel
Sund fornuft og gængs investeringsteori tilsiger, at man bør skrue ned for aktieandelen med alderen, efterhånden som investeringerne skal omsættes til forbrug. Fair nok.
Har man sparet tilstrækkelig op og lidt til, kan man dog udmærket beholde en større andel af formuen i aktier. Oplevelsen af risikoen på aktiemarkedet aftager for mange investorer, når man har prøvet lidt af hvert på egen krop og portefølje over årene. Erfaring betyder noget.
Valg af risiko/aktieandel afhænger af meget andet end din alder.
9. Hvad investering egentlig handler om
I sidste ende handler investering overhovedet ikke om markederne. Det handler om at få del i det overskud, som virksomheder skaber.
10. Vær optimist!
Mange unge mennesker i dag er desillusionerede. Jeg håber, at det kommer til at ændre sig. For som Abraham Lincoln sagde: ”I am an optimist because I don’t see the point in being anything else”.
Investering handler i bund og grund om optimistisk tro på fremtiden.
Download E-BOG
