Download E-BOGLad os sige, at du har en balanceret portefølje med aktier og obligationer. Da aktier og obligationer har det med at køre i forskelligt tempo, vil sammensætningen over tid bevæge sig væk fra den ønskede fordeling. For at bevare den ønskede fordeling og have styr på risikoen, skal man sælge lidt af vinderne og købe mere af de markeder, der ikke er steget tilsvarende.
Den strategi for styring af investeringerne kaldes rebalancering.
Efter en god medvindsperiode for aktier har vi de seneste par uger rebalanceret porteføljerne ved at sælge lidt af de dele af aktiemarkedet, som har gjort det bedst, og købt op i de dele af porteføljen, som ikke er steget tilsvarende, overvejende obligationer.
Illustration af rebalancering
Der er mange meninger om rebalancering. Nogen synes det er kedeligt og vil hellere høre om enkeltaktier og renteprognoser. Andre tror mere på læsning af den makroøkonomiske situation med tilhørende taktiske tilpasninger. Fortalerne synes det er skønt med en databaseret strategi, hvor man netop ikke er afhængig af kunne forudsige verdens gang, og hvor man sælger toppen af vinderne og køber op i taberne.
For nogle uger siden skrev jeg om afkastforventninger på aktiemarkedet, hvor vi så de historiske årlige afkast på de største markeder siden 1970:
De to grønne søjler viser afkastet på aktieporteføljer, der begge startede med en 40/20/40-fordeling (Europa/Japan/USA), hvor der er henholdsvis rebalanceret årligt og slet ikke rebalanceret undervejs.
Gevinsten ved rebalancering kan ses som forskellen på de to grønne søjler: Omtrent en halv procent årligt. Hvilke bliver til mere end 25 procent totalt over perioden.
Hvordan kan det være, at noget så systematisk som rebalancering kan skabe et merafkast over flere årtier?
Forklaringen kan vi se i denne figur, hvor vi ser de tre markeders andel af porteføljen, hvis der IKKE rebalanceres undervejs:
Startfordelingen er 40/20/40, som vi kan se i år 1970 længst til venstre. Efter få år er fordelingen en ganske anden, da japanske aktier (rød) havde deres storhedstid i 1980’erne. Herefter overlades stafetten først til Europa og siden USA, så fordelingen for den urørte portefølje i dag ville være 35/12/53.
Men bemærk: Den ikke rebalancerede portefølje havde den største andel japanske aktier (mere end halvdelen af porteføljen, gys!) på det helt forkerte tidspunkt, nemlig slut-firserne. Det japanske marked stod stille i de følgende 30 år. Amerikanske aktier har haft IT-drøn på siden finanskrisen, men andelen var desværre kun 30% efter et rædselsårti i nullerne.
Med en rebalanceret portefølje undgår man at være stort overvægtet i det forkerte marked på det forkerte tidspunkt (Japan i 1988) og solidt undervægtet i det forkerte marked på det forkerte tidspunkt (USA i 2009).
Lad mig understrege endnu en gang, at rebalancering ikke er en trylleformular til merafkast. Det kan se dumt ud i perioder. Man ville troligt have solgt japanske aktier i 1970’erne og 1980’erne, så andelen forblev 20 procent. Det ville helt sikkert have set ubegavet ud den gang, selv om vi i dag kan le sidst og bedst. Man ville have købt amerikanske aktier i årene efter IT-boblen brast i 2000, selv om europæiske aktier år efter år gjorde det bedre – heller ikke nemt i praksis. Og man ville have solgt toppen af de amerikanske aktier i 2010’erne, hvor den del af markedet var en klar vinder.
Men rebalancering giver et merafkast, når man ser på lange perioder, hvor delmarkederne omtrent har givet samme afkast, men hvor de ikke har kørt synkront. Og det er omtrent, hvad historien viser os er rimeligt at forvente af de finansielle markeder.
God risikospredning, lave omkostninger og løbende rebalancering. Så er man godt på vej.
