Download E-BOGDanske aktier når nye højder. Amerikanske aktier er på sit højeste niveau nogen sinde. Som investor er det glædeligt, at pengene yngler. Men kan det mon vare ved?
Lad os tage de lange briller på og kigge på det globale aktiemarkeds udvikling siden 1970.
Globale aktier (MSCI World)- indekseret udvikling siden 1970
100 kroner investeret i 1970 er vokset til godt 6.000 kroner i dag, hvis skattefar holdes fra fadet. Det svarer til et årligt afkast på 10 procent igennem hele perioden. Havde afkastet været præcis 10 procent hvert år, så havde grafen været en pæn, ret linje fra start til slut.
Kan man forvente et årligt aktieafkast på 10 procent fremadrettet på sin investering? Næppe. Primært fordi inflationen er lavere i dag end i de seneste godt 40 år. Men du kan rimeligvis forvente at få et realafkast på omkring 5 procent, det vil sige afkast fratrukket inflation. Det betyder en forventet årlig værditilvækst på 8 procent på globale aktier.
Forbliv 100 procent investeret i markedet hele tiden!
Grafen illustrerer også hvorfor man giver sig selv dårlige odds, hvis man jævnligt hopper af og på aktietoget. Indrømmet, det kan være lukrativt. Men det kan Lotto-spil også være. Det er skønt at være heldig! Men det er ingen god investeringsstrategi at være heldig.
Tilbage til rekorderne. I de seneste 45 år har aktiemarkedet sat rekord i 27 af disse, dvs i mere end halvdelen af årene. Vi kan ikke forudse hvornår det sker – og du bør holde dig langt væk fra dem der påstår, at de ved det. Men det ændrer ikke ved, at det er et interessant tog at købe billetter til som investor, hvis man er forberedt på at holde fast i svingene.
Vi investerer, fordi vi forventer, at der kommer stadig flere rekorder. Virksomheder tjener penge, og så stiger kurserne. Derfor skal du ikke lade dig skræmme af rekorderne. Heller ikke selv om vi tålmodigt har måttet vente i mere end 5 år på den seneste!
Uvildig, moderne formuepleje og formueforvaltning bør i første række tage udgangspunkt i opsparerens investor-profil og kun sekundært i en vurdering af markedet, så uforbeholdent at konstatere, at man skal forblive 100 procent investeret i (aktie)markedet hele tiden, lyder ikke seriøst. Mvh Claus Silfverberg, DAF-direktør 1995-2007
Hej Claus,
Min pointe er, at aktiemarkedet har givet attraktive afkast historisk, og at der er gode grunde til at forvente, at det fortsætter. Som investor skal man derfor ikke lade sige skræmme af, at aktiemarkedet i år sætter rekord – igen.
Hvordan man sammensætter sin portefølje er en anden sag. Her tager man, som du ganske rigtig nævner, udgangspunkt i risikovilligheden – hvor meget søgang man kan leve med på rejsen.
Det er interessant hvad man fokuserer på, når man ser figuren med aktiemarkedets udvikling siden 1970 (eller længere tilbage – billedet er det samme). Nogle fokuserer på de betragtelige fald på vej mod nye rekorder og tænker “dem vil jeg undgå!”, og så de prøver at time investeringerne ved at gå ud og ind af aktiemarkedet.
Investorer samlet set skyder sig selv i foden med markedstiming-strategi, fordi (1) man giver sig selv dårlige odds, når man prøver at gætte nedturene i noget der har en stigende trend, som figuren viser, (2) der er omkostninger forbundet med timing. Faktisk viser alle undersøgelser af strategien, at investorer samlet set gør det systematisk dårligere end tilfældigt!
Så: hvorfor kæmpe imod markedet ved at spekulere i markedets luner på den korte bane, når man som investor giver sig selv objektivt bedre odds og mindre stress ved at lade være? Det tænker jeg, når jeg ser figuren med investor-briller på. Jeg ser signalet (vejen mod stadig nye rekorder), og ikke støjen (bumpene) – og lever med støjen, fordi den er prisen for at få del i aktiemarkedets afkast.
Jeg er i store træk enig i timing-issuet, men hvis vi tager lidt flere historiske data med, så er der så absolut en udfordring i om markedet kun går op.
Din overskrift og tekst antyder, at man som investor ikke skal frygte – tidevandet går kun en vej!
I dit svar til Claus modificerer du dette lidt, uden dog at komme ind på en løsning – sammensætning af portefølge og valg af risiko.
Forestil dig man havde haft din holdning til Buy-and-hold i 1906, 1929 eller 1968 – med en fuld aktieeksponering!
http://www.ritholtz.com/blog/wp-content/uploads/2011/01/Real-Long_term-US-Stock-Growth.png
Hej Martin
Man kan altid stille en bunke forudsætninger op, og så ser en situation enten frygtelig eller fantastisk ud. Hvis vi forestiller os Buy-and-hold på de tidspunkter du nævner, har vi så samtidigt antaget, at man har har købt alle sine aktier på lige netop de toppunkter? Det er formentlig de færreste investorer, der når at købe alle deres aktier på et toppunkt. Når det er sagt, så går der naturligvis længe i de nævnte eksempler, før man har vundet sine tabte penge tilbage, hvis man har sat alle pengene ind på lige netop de tidspunkter. Du udfordrer vores forslag om at købe og holde med nogle slemme eksempler. Er dit alternativ at time markedet? Som argumenteret for, går det jo netop endnu mere galt. Dine eksempler viser, at aktier er usikre. Det er obligationer også. I eksemplet ses kun amerikanske aktier. Udfordringen løser vi bedst muligt ved at investere i både aktier og obligationer fra hele verden – og så holder vi fast i tykt og tyndt. Valg er risiko er individuelt og afhænger af ens økonomi og appetit på afkast og risikoen der følger.
Jesper skriver: “Faktisk viser alle undersøgelser af strategien, at investorer samlet set gør det systematisk dårligere end tilfældigt!”
Men jeg er jo ikke som investorer generelt. Jeg ved, at jeg skal observere markedet systematisk og forsøge ikke at ligge under for mine mavefornemmelser og andre dyriske instinkter.
Rune skriver: “Valg er risiko er individuelt og afhænger af ens økonomi og appetit på afkast og risikoen der følger deraf.”
Jeg tænker i retning af 3 risiko-dimensioner: risikovilje, risikoevne og risikobehov/appetit. Unge Tarzan mænd har typisk den højeste risikovilje – farligt for dem selv og deres interessenter. Fattige har typisk den laveste risikoevne – de kommer på tvangsauktion, hvis aktie dykker med 30%, og det bedrer ikke deres situation. I tider med stigende aktie-kurser stiger risikoappetiten – hvor den nok i stedet burde falde – typisk kommer private investorer 6 måneder for sent ud og ind af markedet.
Gad vide, om der er nogen, som læser denne debat?!
Mvh Claus
Hej Claus
Investorer er naturligvis forskellige. En ting er at vide, hvad man skal gøre. En anden ting er rent faktisk at have disciplinen og selvkontrollen til at gøre det. Lad os sige at man timer. De fleste sidder så med fornemmelsen af, at de har gjort det godt, hvis blot de har ramt rigtigt en enkelt gang. Men det er de færreste, der får det målt knivskarpt. Altså hvilket marked, skal jeg holde mine afkast op i mod? Fik jeg justeret for den risiko, jeg har taget i forhold til den risiko, der var ved at holde markedet? Vi møder ikke investorer, som har målt deres afkast over en længere periode, og da slet ikke korrigeret deres afkast for den risiko, de har taget i forhold til markedet. Det er ikke simple regnestykker. Når man er færdig med den uriaspost, står man så med udfordringen: var jeg heldig eller dygtig? Heller ikke et let spørgsmål. Så det bliver jeg nødt til at stille dig :-) Har du målt dit afkast over en lang periode, sammenlignet det med et relevant indeks, korrigeret for den risiko du har taget og sidst men ikke mindst statistisk testet, om du har været dårlig, dygtig, heldig eller uheldig?
Jeg kan anbefale dig at læse Fama & French, der viser at kun 3 procent af investeringsforeninger slår markedet, fordi de er dygtige – en konklusion forbundet med en hvis portion usikkerhed. http://www.dimensional.com/famafrench/2009/11/luck-versus-skill-in-mutual-fund-performance-1.html.
Det er klart, at mange interesserer sig for investering, og derfor kan ovenstående øvelser være sjove at lave. Men når nu undersøgelser viser, at det er de færreste, der er heldige eller dygtige til at time, hvorfor så ikke bruge den strategi, som har den største sandsynlighed for at give højest afkast? Det frigør oven i hatten tid til familie, venner, andre interesser eller arbejde, hvor indsatsen kommer andre til gode.
Hvad angår dine tanker om risiko, tror jeg vi tænker ens. Jeg kan ikke helt forstå, forskellen på risikovilje og riskobehov/appetit?
Hej
@Rune: Nu mener jeg netop ikke mit eksempel var en ”bunke forudsætninger” eller et forsøg på, at gøre situationen særlig ”frygtelig”.
Det var nok nærmere en kritik af indlæggets lettere ensidige ”aktiemarkedet er altid fantastisk” holdning.
Vi kan sagtens blive enige i, at få vil have købt alt i lige præcis peaks, samt det er umuligt at time sit salg til netop disse peaks, men hvis du kigger nærmere på historien – som jeg ved, at du udmærket kender – så er der intet krav om handel i netop et peak, der er en lang periode op til som har nøjagtig samme udfordringer.
Og selvfølgelig vil man ikke kunne time sit salg, men hvis man skulle bruge pengene 1 år efter disse peaks, så har man ikke handlet rettidigt om man havde en 100% eksponering i tidsrummet op til et peak (eller i andre tidsrum for den sags skyld).
Ja, jeg viser i eksemplet amerikanske aktier, og hvori skulle der ligge en udfordring i dette?
Jeg går ikke ud fra du vil postulere det amerikanske er væsentligt anderledes end øvrige markeder?
Dine sidste kommentarer er jeg stort set enig i, og var måske det som jeg i den grad savnede i det oprindelige indlæg – nemlig, at der findes andre aktivklasser og, at risiko også er en del af ligningen.
Men man skal heller ikke her holde fast i tykt og tyndt!
Man skal holde fast i sin strategi, men den strategi kan og bør indeholde en udvikling i aktivsammensætningen – da jeg antager vi er enige i, at risiko ikke bør være den samme 30 år fra pensionering som 1 år fra.
Det er derfor ikke helt så simpelt som indlægget umiddelbart vil gøre det – hvorfor der naturligvis er behov for rådgivning :-)
Hej Martin
Det var ikke vores hensigt at udråbe, at markedet altid er fantastisk – blot at man skal holde fast i tykt og tyndt frem for at time. Skal man bruge pengene et år efter de peaks, der fremgår af figuren, skal man naturligvis reducere sin aktieandel. Men det er ikke artiklens tema. Et meget relevant emne du dog nævner her – det er i bund og grund risikoprofilen, som ændrer sig over tid. I den henseende vil vores pointe være, at man reducerer aktieandelen i takt med, at der er kortere tid, til man skal bruge pengene. Skulle man bruge pengene i 1930’erne, burde man altså i løbet af 1920’erne have reduceret sine aktieandel – men ikke til nul. Det havde naturligvis været rart, om man havde nul aktier inden krisen satte ind. Jeg tror, at vi måske har kommunikeret lidt forbi hinanden her. Beslutninger skal ikke vurderes ud fra resultatet, men ud fra situationen hvor man tog beslutningen, inden man kender resultatet. Det mener vi, er særskilt relevant når vi taler om at time investeringer.
Tillad mig i øvrigt at præcisere hvad vi mener med at holde fast i tykt og tyndt. Vi anbefaler en køb-hold-rebalancer strategi. Det betyder, at hvis man de nærmeste år har en risikoprofil, der heder 50/50 på aktier og obligationer, så holder man fast i den fordeling, hvis ikke der sker noget særskilt i ens økonomi eller personlige situation (fx at man er ny investor og starter forsigtigt, til man har lært at leve med større risiko rent følelsesmæssigt). Herefter kan det være, at man skærer ned på aktieandelen, fordi man er tættere på at skulle bruge pengene. Alt andet lige holder man altså fast i sine aktie- og obligationsandele gennem tykt og tyndt. Så jo, vi mener at det er simpelt i forbindelse med timing. Men risikoprofilen er en anden sag. Det er nok her, vi har talt forbi hinanden.
Først til Rune: Nej, jeg må gå til bekendelse, jeg har ikke lavet store matematiske modeller og data-registreringer – det burde være en opgave for bankerne at stille sådanne værktøjer til rådighed – med mulighed for at indlæse porteføljer fra andre banker – lidt mere velpolstrede kunder har 2 eller flere bankforbindelser. Men verden er heller ikke sort og hvid, så jeg mener, at en månedlig observation af p/e og kurs/indre værdi giver en brugbar fornemmelse af, om kurserne er højt oppe, langt nede eller midt imellem. I øjeblikket oplever jeg dem som værende højt oppe, og ikke mindst i forbindelse med de makroøkonomiske problemer vi står over for i vor “global villiage”.
I “gamle dage”, dvs. indtil for et par år siden, så syntes jeg, at det var helt rigtigt, at portefølje-sammensætningsproblematikken hed: Aktier kontra obligationer, men i takt med at obligationsrenterne er kommet tæt på nul %, så synes jeg, at problematikken snarere hedder, hvor mange procent af porteføljen skal placeres i aktier? – og resten i aftaleindskud. OK, der er stadig virksomhedsobligationerne, men de samvarierer jo i høj grad med aktierne, så risikospredningen er til at overse.
Visse mennesker har fra fødslen en lav risikoaversion, andre en høj risikovilje. Med alderen falder risiko-viljen typisk. Risikobehovet er for mig et regnestykke – velhavende mennesker har ikke behov for at løbe en risiko – hvorfor skulle de? – så de satisfieringsmålsætning – hvis bare vi sådan nogenlunde kan holde formuen indtakt, så er det fint. Jeg håber, du kan se og er enig i forskellen?!
Til Martin: Du skriver, “at risiko ikke bør være den samme 30 år fra pensionering som 1 år fra”. Hertil ønsker jeg kun at gøre opmærksom, at når du en gang når til din pensionering, så er du typisk halvvejen i dit økonomiske liv, og du har formentligt en langt større opsparing, end det er tilfældet i dag, så strategien nok ikke alene af den grund bør revideres voldsomt.
Mvh
Claus