Download E-BOG

Danske aktiefonde har underpræsteret 2 procent om året i perioden 2000-2025

Assure Fondsmæglerselskab har siden 2017 analyseret afkastene i danske aktiebaserede fonde. I denne opdatering af vores analyse sammenligner vi som tidligere afkastet for aktieindeks med medianafkastet for danske investeringsfonde med aktier, der investerer i kategorierne Europa, USA og global. Fondenes seneste afkasttal er offentligt tilgængelige og oplyst af Finans Danmark.

Hovedresultater:

  • Fondene har samlet set haltet efter markedet hvert år de seneste ti år. Efterslæbet har været påfaldende stort de seneste tre år, se søjlediagram nedenfor.
  • 2025 var et fint år for globale aktier med et markedsafkast på 7-8 procent. Amerikanske aktier udgør traditionelt en væsentlig større andel af benchmark, end hvad vi ser i forvaltede globale fonde i Danmark. I lyset af at amerikanske aktier gav et lavere afkast end resten af markedet i 2025, er en underperformance på 5 procent for de globale fonde endnu mere slående.
  • Vi har ingen god og simpel forklaring på de aktive globale aktiefondes betydelige underperformance de seneste år. Mulige bidrag i den gale retning kan være store positioner i Novo; uheldig timing med kontanter; relativ modvind for aktier med høj screenings-rating; osv. Men det er vanskeligt kvantitativt at redegøre for årsagerne til det manglende afkast vs markedet.
  • Nogle fonde klarer sig godt, andre dårligt – men de fleste leverer ikke varen. Jo længere tid vi måler over, desto færre fonde klarer at slå markedet i hele deres levetid. Det er således kun en ud af syv fonde, der ligger over benchmark i deres samlede levetid.
  • Målt over hele perioden siden år 2000 har investeringsfondene underpræsteret med i gennemsnit 2 procent årligt (se tabel efter søjlediagram).

Rune Wagenitz Sørensen, partner i Assure Fondsmæglerselskab, siger:

”Efter flere år hvor få store amerikanske aktier trak det globale aktiemarked, burde 2025 være en glimrende anledning til at vise sit værd som aktiv aktieforvalter: Store udsving i løbet af året, comeback til value-aktier, modvind på US dollar osv.  De seneste ti års historik viser, at de aktive fonde taber markant til benchmark i både sure og søde perioder, og at ”de gode fonde” har svært ved at holde dampen oppe. Vores analyse understreger, hvorfor stadig flere investorer får øjnene op for indeksfonde og ETF’er.”

DEN NYE TABEL:

Tabel: Assure Fondsmæglerselskabs beregninger af afkast fra Finans Danmark. 185 fondes årlige afvigelse fra sammenligningsindeks målt over hver fonds levetid opdelt på markeder og samlet set. Medianen for alle fonde ses at være -2,1 procent.

Vores oprindelige og mere omfattende analyse fra 2016 inkl. metodik kan læses her.

Sidebar