Download E-BOGVi har netop afholdt to gode investoraftener, hvor jeg præsenterede forskellige vinkler på aktiemarkedet. Her følger en hårdkogt og let omskrevet version af de vigtigste pointer.
”Hvorfor stiger aktiemarkedet egentlig over tid?”
Det spørgsmål har jeg fået mange gange over årene. Svaret finder du i denne skønne figur:
Søjlerne viser den årlige gennemsnitlige indtjening pr. aktie i dollars siden 1960 (i dette tilfælde de 500 største selskaber i USA, hvor data er let tilgængelig).
Den positive trend fortæller, at aktionærer får del i et stadig større overskud i virksomhederne. Det er naturligvis ikke tilfældet for enhver aktie, men det gælder for aktiemarkedet samlet set.
Så svaret er: ”Aktiekurserne stiger, fordi virksomhederne tjener stadig flere penge”.
Faktisk fordobles indtjeningen omtrent hvert tiende år, kan vi se. Over de godt tres år er den således gået fra 3 til snart 250 pr aktie. Læg dertil de udbytter, som selskaberne løbende udbetaler, og det begynder at stå klart, hvorfor tålmodige aktieinvestorer kan blive fyrsteligt belønnet for menneskets opfindsomhed og virkelyst.
Stabil indtjeningsvækst, vilde aktiekurser
Udviklingen i virksomhedernes overskud marcherer altså jævnt mod nye højder, hvilket fundamentalt driver aktiekurserne i samme retning. Betyder det, at denne investeringens tyngdelov får kurserne til at stige tilsvarende stabilt?
Ingenlunde! Se blot på kursudviklingen på to store dele af aktiemarkedet de seneste 25 år:
Afkastet i nye markeder til højre passer fint med omtrentlig fordobling i værdien i de to perioder med tilsvarende fordoblet indtjening. Det kan man forstå.
Derimod er det amerikanske aktiemarkeds kursudvikling helt på månen hvad stabilitet angår: Tolv år med totalt -20 procent i afkast efterfulgt af en gevaldig revanche på +600 procent siden 2012.
Hvordan er det muligt? Er tyngdeloven ophævet i USA?
Årsagen er, at forholdet mellem en virksomheds aktiekurs og bundlinje (P/E) langt fra er en konstant størrelse. Nogle gange er investorer euforisk forventningsfulde, andre gange dybt pessimistiske.
Ved indgangen til år 2000 var aktiekurserne (P) i årevis løbet stærkere end indtjeningen (E). P/E havde nået et rekordhøjt niveau på 30 i USA, hvor det historisk havde ligget på omtrent det halve. Aktier var med andre ord meget dyre dengang.
Tolv år senere var vi en IT-boble, 9/11 og en finanskrise klogere. USA havde netop fået nedgraderet sin kreditværdighed. Stemningen var helt i kulkælderen. Resultat: Kurserne på amerikanske aktier lå 20 procent lavere, målt i danske kroner. Figuren ovenfor lyver ikke.
Den orange søjle med 600 procent stigning siden 2012 er ligeledes utrolig men sand. Og i dag synes enhver finansiel ekspert eller hjemmeinvestor at kunne forklare, hvad ingen indså tolv år forinden: At USA er den seneste vinder på aktierouletten, drevet frem af de store tech-giganter.
Hvor står vi i dag?
Vi er altså nødt til at have P/E med i ligningen, hvis vi skal forstå den langsigtede kursdynamik og gøre os nogle rimelige forventninger. I 2000 var amerikanske aktier dyre, mens de i 2012 var langt mere interessante målt på nøgletallet P/E. I dag er billedet følgende:
Her har jeg delt aktiemarkedet i tre omtrent lige store dele – ja, USA udgør to tredjedele af det globale aktiemarked i dag. USA vækst er selskaber som Apple, Nvidia, Amazon, Google, altså overvejende tech-selskaber, hvor USA value er JP Morgan, Buffetts Berkshire Hathaway, Johnson & Johnson osv.
Kort sagt, amerikanske aktier er igen dyre, primært fordi vækstaktierne er budt højt op i pris. P/E for de ti største selskaber i USA er i gennemsnit 50 i dag, hvilket er usædvanlig højt. Resten af markedet ser normalt ud hvad angår aktiekurs og indtjening. Det er pudsigt.
De store amerikanske selskaber har vist en imponerende vækst i indtjeningen de seneste mange år. Men de flotte afkast på amerikanske aktier skyldes primært, at investorernes forventninger er gået fra kulkælderen til himlen. Man kan derfor ikke sætte lighedstegn mellem kursstigninger og indtjeningsvækst og forlænge fremtiden med fortidens høje afkast.
Dermed kan vi også forstå, hvorfor Goldman Sach og Vanguard m.fl. i den grad klapper hesten, når de forecaster årlige aktieafkast for de næste 10 år:
Der er altid stor usikkerhed på den slags forecast, fordi man er nødt til at gætte på investorers humør om ti år, hvilket er umuligt. Man kan heller ikke bruge det til at gætte hvad 2025 vil bringe, for der er ingen øvre grænse på menneskers aktieoptimisme.
Det Goldman Sachs og Vanguard siger med deres forecast er meget enkelt: ”Kære investorer, vi aner heller ikke, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Men når vi vurderer på tværs af en masse rimelige scenarier, må man som investor forvente gennemsnitlige værdiansættelser (P/E) om ti år. Afkastudsigterne for vækstaktier er derfor markant lavere end resten af markedet, fordi den del af markedet har meget optimistiske aktiekurser i dag.”
Mange investorer oplever, at S&P500 må være en ren pengemaskine. Følelsen af, at man udelukkende bør have dem i porteføljen, er udbredt og stærk. Sidder du med samme oplevelse, vil jeg anbefale, at du kigger på figurerne ovenfor en gang til.
Vi er i en usædvanlig situation, hvor argumenterne for god risikospredning er ekstra stærke.
En god og velskrevet artikel der beskriver netop den situation vi står i – Du viser resultaterne korrekt nemlig at det i de sidste mange år er USA der er den store performer. Det synes at i USA kan alt lade sig gøre, menneskets foretagsomhed får lov til at udvikle sig og investorerne oplever effekten af en pengemaskine for at bruge din egen beskrivelse.
Personligt ville jeg gerne investere mere i Europa, men den politiske indblanding med love , skatter og restriktioner har gjort EU til et samfund ( område) uden belønning.
Resten af verden kan være svær at forstå og derfor lidt farlig at begive sig ud i.