Download E-BOG

Her er vinderne på aktiemarkedet

23 aug, 2024
af Jesper Dall, partner i Assure | 0 Kommentarer
Print

Aktier…hvorfor er det så hulens vanskeligt at prikke kursraketterne ud og sno sig uden om de dårlige selskaber?

At det forholder sig således dokumenteres løbende af SPIVA. Ni ud af ti professionelle aktiemanagere halter efter markederne, de investerer i. Omkostninger er en indlysende årsag til efterslæbet. Men den meget skæve fordeling af afkast, hvor et lille udsnit af aktierne gør den store forskel, bidrager også på overraskende vis.

Professor Hendrik Bessembinder har fornylig kastet nyt lys over dette pudsige aspekt ved aktiemarkedet. Han har en database med kursudviklingen på samtlige godt 29.000 børsnoterede amerikanske aktier siden 1926. Den viser bl.a. at:

  • Godt halvdelen af alle aktierne (52%) havde negativt afkast i hele deres levetid
  • De 4 procent af aktierne med de højeste afkast trak hele afkastlæsset. De resterende 96 procent gik samlet set i nul.

Hvordan er det muligt? Det er fordi fordelingen af aktieafkast er ekstremt skæv. Selv om størstedelen af aktierne bidrog negativt, var det gennemsnitlige afkast pr. aktie 22840 procent. Da størsteparten bakkede, må vinderne derfor have uhyrligt høje afkast, når gennemsnittet svarer til pengene 228 gange igen.

Jeg skal ikke snyde dig for de top 20 bedste aktier målt i procentuel stigning. Her kommer den:

  • Vinderen er tobaksvirksomheden Altria Group, tidligere kendt som Philip Morris. En krone investeret for 98 år siden ville i dag være vokset til 2,655 millioner kroner.
  • Der er flere kendte navne på listen, så som Boeing, IBM og Coca Cola. Men der er også mange, de færreste danskere har hørt om, f.eks. General Dynamics (våbenproducent) og Archer Daniels Midlands (madvarer).
  • Listen understøtter i den grad tesen om værdien af den lange bane. Top 10 har stort set alle været med fra start i 1926. Det har kun 38 af de 29.000 virksomheder i databasen, så de er i den grad overrepræsenteret på listen.
  • Renters rente over lang tid giver forbløffende resultater. 17 selskaber har et totalafkast på mere end 5 millioner procent (50.000 gange pengene igen), selv om selskaberne ovenfor ”kun” har haft en årligt afkast på 12-16 procent (kolonnen længst til højre).

S&P500 – det vil sige de 500 største amerikanske selskaber – har i samme periode leveret en årlig stigning på ti procent. Så de bedste selskaber på listen har ikke ligefrem smadret markedet.

Det smukke ved aktiemarkedet er, at det samlet set giver et glimrende resultat over tid, selv om der er gigantiske forskelle, når man zoomer ind på enkeltaktier.

Den ekstremt brede fordeling af afkast på enkeltaktier betyder, at snævre porteføljer med 20-30 aktier, som man ser i aktive aktieforeninger hos bankerne, oftest vil tabe til markedet, selv når vi ser bort fra omkostninger.

Det er et stærkt matematisk argument for at investere bredt i markederne med indeksfonde og ETF’er. Det fortjener mere opmærksomhed end de daglige historier om, hvad markedet gjorde i går.

Som Warren Buffett siger: ”Time in the market beats timing the market every time

 

 

P.S. Hvis du er interesseret i at læse mere om emnet ovenfor, kan jeg anbefale Antii Petajisto ”Underperformance of Concentrated Stock Positions”

Læg en kommentar

Læs flere artikler

Fersk afkastprognose fra Vanguard
Hvilken af følgende to aktiemuligheder vil du foretrække at sætte dine sparepenge i? A: 20 procent i afkast i år. Kanonafkast på 140 procent de seneste fem år. Femdobling af formuen over de seneste ti…
Læs hele artiklen
I dag får du flere informationer, end Shakespeare fik i hele sit liv – men ved du mere?
Jeg hørte for nylig forfatteren Pico Iyer udtale, at du og jeg i løbet af det næste døgn modtager flere informationer, end Shakespeare modtog i hele sit liv. Eksempelvis, siger Iyer, fik Shakespeare ikke 200…
Læs hele artiklen
Hvor attraktivt er det at investere i obligationer?
Efter en årrække med magre renteafkast spørger mange investorer sig selv, om investering i obligationer er relevant. Jeg mener bestemt, at obligationer hører hjemme i porteføljerne, som jeg vil argumentere for i det følgende. Tanker…
Læs hele artiklen
Sidebar