Download E-BOGDanskernes forhold til bankerne er under fortsat opbrud. De yngre generationer er flasket op med en solid portion bankskepsis, som finder stadig ny næring i pressens kritiske blik på den finansielle sektors moral.
Men der er fortsat et særligt magtforhold, når det kommer til at låne penge. Jeg husker tydeligt, da jeg for godt ti år siden på iværksætterindkomst skulle godkendes til et realkreditlån til vores første hus med plads til vores tre små piger. Jeg kom yderst velforberedt til mødet med banken, der var kælet for budgettet, skjorten var strøget, næsen pudret og ruskindsskoene blankpolerede. ”Du vil jo gerne låne penge, så du kan købe huset, ik’ Rune?”
Skæld ud i banken???
For nylig mødte jeg et par, der fortalte, at de var blevet skældt ud i banken, fordi de havde flyttet nogle af deres forretninger til anden side. Bankmanden var sur. Som om de skyldte ham noget personligt. Så har man hørt det med.
Mine kollegaer og jeg er efterhånden stødt på den slags en del gange, når vi taler med danskere om placering af deres formue. Flere er nervøse for, hvad banken siger, når de siger aftalen op og flytter investeringerne. Det er en skam, for der er vel ingen, som skylder banken en formueplejeaftale?
Så hæver vi renten!
”Hvis du opsiger din investeringsaftale, så hæver vi renten på dit lån.” Eller fjerner uhåndgribelige fordele så som et særligt betalingskort. Den reaktion har jeg også hørt mange gange.
Jeg kan godt se, at en skarpere rente på et lån giver mening, hvis man samtidig lader banken tjene penge på at forvalte ens investeringer. Og at den rabat så selvfølgelig ryger, hvis man flytter investeringerne. Men sjovt nok har jeg aldrig hørt nogen berette om den omvendte situation, hvor man flytter lånet i stedet (det er alt for besværligt!): ”Hansen, du har flyttet dit lån til en anden bank, derfor øger vi prisen på din formueforvaltningsaftale.”
Min pointe er, at lånet giver banken magt, fordi man skal godkendes til lånet. Flyttes lånet, er det sværere at sætte prisen op på formueforvaltningsaftalen – den skal man nemlig ikke godkendes til; man kan bare købe den et andet sted, da formueforvaltere ikke er svære at finde. Derfor er det sværere for banken at sætte investeringsomkostningerne op, hvis man flytter lånet end at sætte renten op, hvis man flytter investeringerne.
Hvis man har et realkreditlån, skylder man banken penge. Men man skylder ikke samtidig banken en formueplejeaftale, bare fordi man har penge at investere. Banken bliver betalt i form af en rente for at lave en låneforretning. Den låneforretning kan stå alene og ikke være betinget af, at man lader banken investere sine hårdt tjente penge med en dyr formueplejeaftale.
Min pointe
Ingen skylder en bank noget ud over de penge man har lånt. Heller ikke hvis man engang har fået et lån ”i en svær situation”. Banker er forretninger og kan ikke leve af personlige tjenester. Lån i pressede situationer er jo til en højere rente som følge af den højere risiko. Renten (eller rentemarginalen) på lånet kan udmærket stå alene uden at være koblet til en investeringsaftale.
Det er blot mit tip til næste gang, du forhandler med banken eller afslår et tilbud – det kan du gøre med god samvittighed!
