Vi kan med stor glæde oplyse, at fondsomkostningerne i porteføljerne til selskaber, virksomhedsordningen og pensioner er faldet med mere end 10% over de seneste 12 måneder.
Assure Fondsmæglerselskabs rolle
I Assure Fondsmæglerselskab bidrager vi aktivt til udviklingen ved at placere vores kunders midler i fonde med de mest konkurrencedygtige priser. For et halvt år siden omlagde vi for 500 millioner, da Vanguard introducerede en supereffektiv fond med europæiske aktier som konkurrent til en tilsvarende fond fra iShares, som langt de fleste Assure Fondsmæglerselskab-kunder havde. Hvad er der sket siden? Jo, som følge af en markant udstrømning af midler fra ETF’en ”iShares MSCI Europe”, har iShares netop mere end halveret fondens honorar, hvilket kommer vores kunder med pensionsdepoter til gode.
Har du eksempelvis investeret 1 million kroner i fonden, vil du spare 2.300 kroner om året.
Vores løbende vurdering af fonde og nye muligheder har mange facetter. I nævnte omlægning valgte vi at skifte fra iShares til Vanguard på europæiske aktier i alle depoter ejet af selskaber og virksomhedsordningen, men ikke i pensionsdepoter. Vi forhandlede i den forbindelse betingelserne ved omlægningen på jeres vegne. Efter længere tovtrækkerier vurderede vi, at det i pensionerne var bedre at vente på, at iShares eventuelt satte honoraret ned inden for få år, og det er nu sket.
Vi arbejder sammen med fondsudbydere og mæglere omkring de bedste priser og eksekvering, og alle besparelser tilfalder dig som kunde uden ekstra indtjening til Assure Fondsmæglerselskab. Tekniske knæbøjninger i kulissen som du ikke ser, når vi handler på dine vegne.
Stordriftsfordele
Hvorfor sænker fondene deres honorarer? Stordriftsfordele er en af årsagerne til den positive udvikling. Det kan lyde trivielt, men det er på ingen måde tilfældet i fondsbranchen. Der er eksempelvis ingen tendens i den retning i Danmark, hvor midler placeret i danske investeringsforeninger er tidoblet fra ca. 200 mia. kroner til 2.000 mia. kroner siden år 2000.
Blandt internationale ETF’er fungerer markedet derimod udmærket. Det vil sige, der er konkurrence på pris, som i sidste ende kommer forbrugerne til gode. Og her går fondsudbyderen Vanguard forrest. Vi benytter i vid udstrækning fonde fra Vanguard, fordi selskabets unikke kultur og ejerstruktur betyder, at reducerede omkostninger altid tilfalder investorer som dig og mig.
Et eksempel er ETF’en ”Vanguard Total Stock Market”, der dækker mere end 3.500 amerikanske aktier. Her er omkostningsprocenten faldet til meget beskedne 0,04 procent, eller mindre end en hundrededel af det forventede afkast fra fondens aktiver. Det giver dig også svaret på hvad de reelle udgifter er ved at drive store investeringsfonde. Til sammenligning er det tilsvarende tal for danske investeringsforeninger over 1 procent, eller mere end 25 gange højere. Tankevækkende.
Fremtiden
Vi forventer, at dine fondsomkostninger vil dale yderligere i de kommende år. Specielt på ETF’er med obligationer vil priskonkurrencen bliver skarpere – den er allerede begyndt at rulle. Endelig vil den længe ventede ændring/harmonisering af aktiebeskatningsreglerne for ETF’er investeret i frie midler medføre, at vi kan reducere fondsomkostningerne betydeligt i porteføljerne. Du vil naturligvis blive orienteret, når de samlede konsekvenser af en lovændring foreligger.
Husk på, at mange pegede fingre af Vanguard for 40 år siden, da de lancerede de første indeksfonde baseret på lave omkostninger. I dag er der investeret mere end 30.000 milliarder danske kroner i Vanguards fonde, og passive fondes markedsandel vokser fortsat.
Indeksrevolutionen er endelig kommet til Danmark!
Download E-BOG
