Årets andet kvartal gav pæne aktiegevinster trods den seneste uges fornyede spekulationer om en handelskrig. Danske aktier har haft det svært og er samlet set nede med 5 procent for året. Samme gælder aktier på nye markeder (emerging markets), der ellers lå bedst til for tre måneder siden. Europæiske aktier er steget 4 procent siden marts og er dermed i nul i år. Amerikanske aktier er steget et par procent, hvortil du kan lægge en stigning i dollaren på 3 procent siden nytår. Samlet set er globale aktier i et mindre plus i først halvår af 2018.
Vores korte virksomhedsobligationer ligger fladt for året trods de stigende renter. Gevinster på højrenteobligationer i US dollar opvejes af fald på nye markeder i lokal valuta. Globale obligationer med høj rating (investment grade) samt højrenteobligationer i euro er faldet i kurs som følge af rentestigningerne. Samlet set er obligationerne nede med 1 procent i år. Hovedtemaet på vores investoraftener i foråret i Århus og København var, at du som langsigtet investor ikke bør frygte stigende renter, da det over tid fører til højere totalafkast på dine obligationer. Det kan vi aflæse direkte i en stigning i obligationernes effektive rente, der nu er 3 procent.
Sammenligner vi med sidste års afkast i de forskellige afkastklasser, falder det i øjnene at sidste års bundskrabere har leveret bedst i år. For eksempel er amerikanske aktier i mindre selskaber (small cap) i år mere end 10 procent foran aktier fra nye markeder. I 2017 var forskellen mere end 15 procent i modsat favør. Der synes ikke at være en formel for, hvornår disse skift sker. De seneste fem år har value-aktier eksempelvis haltet mere end 20 procent-point efter vækst-aktier, hvilket kan teste selv den mest tålmodige value-investor. I samme periode har amerikanske aktier med længder slået resten af verden. Vi ved ikke hvor længe, det vil fortsætte. Men vi mener den rigtige strategi hverken er at blive overmodig efter stigninger eller for forsigtig efter fald.
Eller som Warren Buffett så rammende har sagt: “Investorer bør se bort fra folkemængdens frygt eller entusiasme og fokusere på få simple grundlæggende faktorer. Det er også afgørende, at investorer er villige til at se fantasiløse ud – eller endda fjollede – i en længere periode.”
God sommer!
Download E-BOG
