Download E-BOGSå skete det igen! Markederne har de seneste uger givet os en tur i rutsjebanen. Vi er nu tilbage på perronen i den forstand, at aktierne er omtrent på samme niveau som ved årets start. Undervejs gjorde obligationerne deres pligt og kiggede stabilt på, tak for det.
I april måned, da aktierne fik de største kursklø og US dollars faldt med næsten ti procent, købte vi lidt op i amerikanske aktier. At aktierne ville stige hurtigt derefter, anede vi ikke – så havde vi naturligvis købt flere af dem 😉. Vi gjorde det som en integreret del af vores strategi og risikostyring, hvor porteføljerne efter markante udsving mellem de forskellige aktivklasser justeres tilbage til den ønskede fordeling, altså rebalanceres.
At det historisk har været fornuftigt at gøre, kan vi se af nedenstående figur, der viser udviklingen på amerikanske aktier siden 1950 efter et større kursfald (i dette tilfælde 15 procent):
Afkastene i de blå søjler er ikke så ringe endda, og de røde markeringer viser hvor ofte markedet efterfølgende er kommet retur – efter 3 år er svaret ”stort set hver gang” (96%).
Nytten ved at være forberedt
En af de store styrker ved at have en investeringsstrategi er, at man er forberedt på, hvordan man skal agere, når der sker store udsving. De seneste år har markederne haft flere kortvarige ”anfald”, hvor der ikke var god tid til grundigt at vurdere, om et kursfald er en kærkommen købsmulighed, før markedet var – vupti! – steget igen.
Men allervigtigst er, at man ikke taber investeringssutten. Hvis man ingen strategi har, vågner man jo potentielt hver eneste dag med tanken ”er det i dag, jeg skal sælge hele molevitten?”. Det bliver man hverken lykkeligere eller rigere af hele tiden at spekulere på.
Hvad der kommer til at ske resten af året, er som altid uklart. Det er en af mange gode grunde til, at brede porteføljer er fornuftige: Noget kommer til at skuffe, andet vil gå over al forventning i de kommende år. Det kan vi være ganske sikre på. Da vi desværre ikke kan udpege vinderne og taberne på forhånd, og vi for alt i verden vil undgå at lave store og vedvarende huller i porteføljen, investerer vi på tværs af mange lande, sektorer, valutaer osv.
Seneste nyt om porteføljeeksperternes resultater – SPIVA
I Assure benytter vi ETF’er og indeksfonde, der er supereffektive til at levere markedsafkast. Det herskende paradigme inden for investeringsverdenen er dog fortsat såkaldt aktiv investering – bankernes foretrukne model – hvor porteføljeforvaltere forsøger at navigere mellem de forskellige aktier i forsøget på at slå markedet.
Standard & Poors har fornylig offentliggjort deres seneste SPIVA-analyse af afkast blandt aktive europæiske aktieforvaltere, der styrer globale mandater. Det er ikke køn læsning:
Flere end 9 ud af 10 aktive managers tabte i 2024 til markedet. Figuren understreger hvor lav sandsynligheden er for at finde den magiske hånd blandt såkaldte professionelle stock pickers.
Her vil flere måske indvende, at tallene ovenfor nok er korrekte men irrelevante. Man vælger jo ikke alle aktive forvaltere – man vælger kun de bedste, altså dem med de gode resultater over tid. Da kan man sætte lighedstegn mellem hidtil gode resultater og forvente samme fremover. Hvor svært kan det være?
Det er lyder jo besnærende. Et faktatjek mere fra SPIVA viser, at det forholder sig ganske anderledes.
I denne figur har SPIVA opgjort afkast for aktiefonde udbudt i Europa og rangordnet dem efter afkast i en treårig periode (2019-2021). Herefter har man set på afkastet i selvsamme fonde de følgende tre år (2022-2024) og rangeret dem efter samme princip, dvs. om fondene i perioden er i kvartil 1 (den bedste fjerdedel), kvartil 2 (næstbedste fjerdedel) osv. Da kan man se, i hvilken grad fondene kan bevare deres rangering over tid – og ikke mindst se om topfondene fastholder deres gode resultater over tid eller ej.
Ser vi på de mørkeblå søjler (topfondene i perioden 2019-2021) kan vi se, at de har mere end svært ved at bevare titlen som ”vindere” i periode to, altså 2022-2024.
Havde resultaterne været uafhængige af fortiden, ville vi forvente omtrent 25 procent i hver af de mørkeblå søjler. Havde hypotesen om ”topafkast avler topafkast” holdt vand, skulle den mørkeblå søjle længst til venstre være langt over 25 procent.
I stedet ser vi, at de (tidligere!) topfonde har mere end svært ved at bevare deres status. Faktisk havnede tidligere topfonde tre gange oftere i kvartil 4 end den ønskede kvartil 1 (39% vs. 13%).
Af søjlegruppen til venstre (kvartil 1) kan vi aflæse, at man ikke ”bare” kan se på aktive fondes resultater de seneste år og forvente højere afkast ved at vælge dem. Tværtimod forholdt det sig lige modsat: Langt flere taberfonde end vinderfonde i 2019-2021 havnede i bedste kvartil i 2022-2024 (25% vs 13%)!
Kort sagt: Der ledes fortsat efter en farbar vej til at finde fremtidens aktive vinderfonde. Historiske resultater giver ikke statistisk belæg for at vælge fremtidens vindere. Bl.a. derfor anbefaler Warren Buffett – meget mere om ham snarest – vidt og bredt indeksfonde til investorer.
Hvis ovenstående blev lidt for tal-tungt, så beklager jeg. Jeg tænkte, at du også har brug for et faktabaseret indlæg i en tid, hvor den slags synes at være i lav kurs…
