Her ser du udviklingen på det globale aktiemarked i år:

Figur 1. Aktiemarkedet i 2019 fra 1. januar til 12. juni.
Hvad er dit første indtryk, når du ser figuren?
Min umiddelbare tanke er, at aktierne er steget med fede 15% i perioden.
Det er dog ikke hvad investorer fortæller mig, at de ser. Her er de seneste kommentarer:
- ”Jeg tænkte på at sælge på toppen i april, opturen kunne jo ikke fortsætte”
- ”Det er irriterende, at Donald Trump påvirker markedet i tide og utide”
- ”Med den øgede snak om recession tror jeg, at markedet skal yderligere ned”
Kort sagt: Der fokuseres på faldet fra top til bund på 7% (fra 26. april til 3. juni) i stedet for stigningen på 15% fra start til slut. Der tænkes kortsigtet. Der tænkes i timing. Evig tvivl og søgen efter den rygende pistol eller analytikeren, der kan forudsige fremtiden. Er det vejen at gå som investor? Man skulle tro det, når man åbner avisen og fjernsynet.
Aktiestigninger og draw downs siden 1980
I forberedelsen til vores investoraften om aktier i forgangne uge faldt jeg over en skøn graf fra JP Morgan, der adresserer netop dette emne:

Figur 2. Årlige afkast og dyk på US aktier siden 1980 (til og med 30. april 2019).
Søjlerne viser de årlige kursgevinster på amerikanske aktier: Positive afkast i 30 ud af 40 år, og et årligt afkast på 8,5%. Medregner vi udbytter svarer det til, at 1 krone i 1980 er vokset til forbløffende 50 kroner i dag. Hvem kan ønske sig mere?
Men…det er ikke hvad investorer tænkte på…undervejs. Her var fokus på de såkaldte draw downs, altså hvor meget kursen faldt fra top til bund i hvert kalenderår. Og det er hvad de røde prikker i figuren viser. En fintælling afslører, at de årlige top-til-bund dyk i gennemsnit var på -14%.
Hvad figuren egentlig fortæller
Figur 2 fortæller hvorfor investering i aktier er vanskeligt: Det indebærer accept af jævnlige dyk på -10% eller værre. Det er helt normalt, ingen grund til ståhej af den grund!
Fokuser på hovedbudskabet i figuren, der er herligt opmuntrende: Der er stor belønning i udsigt til de tålmodige. Og den bedste næring du kan give din tålmodighed er indsigt i markedshistorik. Derfor er Figur 2 langt mere værdifuld end kortsigtet ”læsning af markedet”.
Behøver du at være daglig forbruger af finansielle junk news for at opnå succes som investor? Figur 2 svarer nej. Du øger blot din lyst til uforvarende at slanke din portefølje med hyppig handelsgymnastik.
Zoom ud i stedet, tænk på din tidshorisont – der bør være lang som aktieinvestor – og lad være med at spanke dig selv med hvis-bare-bakspejls-overvejelser.
Du vil blive rigere af det målt i tid, kroner og livskvalitet.
Jesper
Download E-BOG

Hej Jesper
Har lige læst dit indlæg omkring hvor meget aktiefonde kan tabe i dårlige perioder!
DET ER 100% SPOT ON
Sådan tænker vi amatører!
Hej Jan,
Ja, det bliver tungt når vi skal ærgre os i de rigtig gode perioder også! Her er en anden blog om samme tema:
https://assure.dk/nyheder/gode-grunde-til-ikke-at-foelge-med-i-markederne/
Det er en landeplage at føle og frygte hver eneste dags udsving.
Mit bedste råd er at tænke over HVORFOR det er blevet således. Svar: Fordi der er stærke kræfter, der ønsker at du skal handle din portefølje til døde (banken/handelsplatformen), fordi sælgere af dyre løsninger ønsker at fremstå som eksperter med en helt særlig evne til at se fremtiden, og fordi nyhedsbranchen lever af at holde os i et evig stress-beredskab. Den cocktail er ekstremt giftig for os almindelige investorer.
Så har du også nøglen til hvad du skal gøre for at slippe ud af hamsterhjulet: Lad være med at følge markedet hele tiden.
God sommer til dig!
/Jesper