Udviklingen i marts måned på aktie- og obligationsmarkedet gav os som investorer nogle vigtige erfaringer, som vi kan bruge næste gang, der kommer et lignende tordenskrald.
Langt de fleste Assure Fondsmæglerselskab-kunder har holdt fast i deres investeringsstrategi uden at ændre noget, selv om tanken om at købe op eller sælge ud har strejfet mange. Forståeligt nok.
I en situation som verden er i nu, har børsnoterede værdipapirer, eksempelvis de indeksfonde vi benytter, nemlig den ulempe, at de giver os let adgang til uhensigtsmæssig adfærd; vi kan sælge dem når som helst. Eksempelvis når en følelse af frygt tager overhånd, eller vi får en åbenbaring om at evne at time markedet (sælg, vent, køb billigere, nyd gevinsten).
Fast ejendom er et eksempel på et investeringsaktiv, hvor man ikke har samme mulighed for at sælge med kort frist og til lav kurtage. Den begrænsning mener jeg i øjeblikket faktisk er en fordel: Det reducerer muligheden for, at vi handler på kortsigtede indfald. Fast ejendom og andre ikke-børsnoterede investeringer er også faldet i værdi i dette forår, men er ligesom børsnoterede aktier og obligationer naturligvis fortsat værd at investere i.
Når kurserne falder og nyhedsstrømmen skræmmer, kan vi let blive skeptiske omkring vores plan om at holde fast i vores aktier og obligationer, når de nu er så lette at sælge. Er planen nu fornuftig? Ja, det er den! Planen er ikke perfekt, men den giver dig den største sandsynlighed for et fair afkast.
Vi kan ikke styre kurserne, men vi kan styre vores tanker og handlinger, selvom det kan være svært. Jeg siger ikke, at nyhederne er irrelevante, og at alt vi læser er støj. Men nyheder er svære at bruge, når vi skal træffe fornuftige, langsigtede investeringsbeslutninger. Når vi taler om timing, handler det i grove træk om at skulle have et bud på virussens udvikling, hvordan samfundet reagerer med penge- og finanspolitik, hvordan firmaer reagerer, befolkningens adfærd, investorers adfærd osv. Den er ikke nem…
Jeg har ofte talt med min makker Jesper om, hvor mange gange jeg kan skrive om at logge på depotbanken for at se status eller læse skræmmende nyhedsoverskrifter. Jesper siger: ”Rune, vi ved jo godt, at vi skal motionere og spise sundt. Alligevel er det helt urealistisk, at alle kommer til at gøre det. Det gælder også her.”
Jeg ved godt, at Jesper har ret. Men jeg er ikke bange for at blive kaldt stædig (det er hændt før!), hvis mine synspunkter hjælper bare én investor. Jeg tror på, at din formue har de bedste betingelser med en fuldt-investeret strategi. For nogle hjælper det, at nyhedslæsningen mindskes. Andre vil have gavn af at følge eksemplet fra en Assure Fondsmæglerselskab-kunde, der flyttede bank-app’en til bagerste side på mobilen. Jeg tror på, at det resulterer i mere ro i sindet. Er det ikke det rigtige for dig, kan du altid gå tilbage til det gamle system.
Et stort tordenskrald på markedet kan være lige om hjørnet. Det kan komme hurtigt og kraftigt. Som vi har set i april, kan det imidlertid også gå hurtigt den anden vej, selvom der stadig er et stykke vej op til tidligere kursrekorder.
Jeg håber, at du allerede har sluttet fred med din beslutning om at holde fast i din portefølje i tykt og tyndt. Det giver mening at eje aktier (modtage virksomheders overskud) og obligationer (modtag renter) over en årrække, uagtet hvilken kurs børsmarkedet fortæller dig, du kan sælge til lige her og nu.
Du bliver belønnet for at være tålmodig og koldblodig, og du investerer i mange år endnu.
Download E-BOG

Tak for indlægget. Man kunne supplere med, at dér, hvor kurserne er lave, altså midt i orkanen, kan man overveje at købe flere aktier/aktiefonde. Det gør ikke så meget, at man ikke gør det lige præcis i bunden, man kan stadig nå at komme med på op-turen.
Hej Morten
Ja helt enig. Det er en øvelse, der i praksis er svær rent psykisk – altså at købe når kurserne svinger 10 procent på en dag som et udtryk for, at verdens investorer er i vildrede.
Venlig hilsen Rune