Download E-BOG

Året er startet med blæsevejr på aktiemarkederne

2 feb, 2022
af Rune Wagenitz Sørensen, partner i Assure | 1 Kommentarer
Print

Efter et forrygende aktieår i 2021, er vi kommet noget anderledes fra start i 2022 med faldende kurser. Overskrifterne i pressen har budt på forklaringer som inflation, strammere pengepolitik, højere renter og politisk uro omkring Rusland og Ukraine. Om forklaringerne holder skal jeg ikke kunne sige, men her er først en status.

Som så ofte før er der store forskelle på udviklingen geografisk og branchemæssigt. Teknologiselskaber, vækstaktier, amerikanske og danske aktier er steget mest de seneste år, mens europæiske aktier, valueselskaber og nye markeder er steget mindre. Det er vendt på hovedet i år.

Figuren viser, at amerikanske vækstaktier er nede med ti procent i år, mens europæiske value aktier er steget med fire procent. Det er markante forskelle på store markeder, der er opstået på kort tid.

Kilde: Sparinvestindex/Nordnet

Mit indtryk er, at det er de tocifrede amerikanske og danske kursfald, der har præget overskrifterne i pressen. Assure Fondsmæglerselskabs aktieporteføljer er faldet mindre end tre procent og afspejler således ikke helt overskrifterne. Når vi samtidig kan læse, at renterne skal stige, er det naturligvis også værd at notere sig, at der har været en mindre tilbagegang på obligationskurserne. Det betyder, at en blandet portefølje er faldet under to procent i år for Assure Fondsmæglerselskabkunder.

Når dele af markedet stiger kraftigt og får stor opmærksomhed i pressen, er den store risikospredning, vi investerer med knapt så spændende. Man kan let sidde tilbage med følelsen af, at man går glip af noget. På andre tidspunkter som i år er det lettere at glæde sig over, vi i porteføljerne har aktier, hvor vi ”både sælger is og paraplyer”. Og for dens sags skyld også rejser til lande, hvor solen skinner, eller der er sne, hvis man hellere vil på ski. Med andre ord har vi ”det hele”.

Hvad angår elefanten i rummet – altså, spørgsmålet om kurserne skal meget længere ned – vil jeg sige:

Vi kan alle sammen få sommerfugle (og måske en enkelt hveps) i maven, når aktierne falder en del på kort tid. Har du en hveps i maven, er det fint at minde sig selv om, at:

  • Jeg har en lang tidshorisont, og kurserne kommer tilbage og slår nye rekorder.
  • Jeg accepterer, at kurserne kan svinge. Det er prisen, man betaler for at opnå en langsigtet gevinst.
  • Det føles bedre at eje aktier, når de stiger, end når de falder.
  • Når aktier falder, føles det ofte som om, at de skal falde mere, men det er der intet belæg for, at de gør. Historisk er afkastet i år, hvor markedet er negativt i januar, 5-6 procent resten af året.

Aktier falder fra tid til anden, og nogle gange er forklaringerne åbenlyse. Andre gange virker det hele mindre forståeligt. Vi mennesker er uforudsigelige i vores adfærd, specielt når frygten får tag i os. Et stort kursfald udløst af frygt for det ene eller andet kommer som lyn fra en blå himmel – men det kan en hurtig kursstigning kort efter også. Det så vi i udpræget grad i 2020 i kølvandet på den første corona usikkerhed.

Uanset hvad, så holder vi fast i investeringerne og tager det sure med det søde. Denne klippefaste disciplin en den vigtigste faktor for succes med aktieinvestering.

 

P.S.

For mere end 50 år siden faldt de amerikanske aktier omkring 20 procent (det skete også den gang!), og nogle af Warren Buffetts nyere investorer ringede til ham og advarede om, at aktierne formentlig ville falde yderligere. I den efterfølgende årsrapport, hvor Buffett plejer at skrive personligt til sine investorer, bemærkede han:

– Hvis de vidste i februar, at markedet ville falde yderligere frem til maj, hvorfor fortalte de mig så ikke om det allerede dengang?

– Og, hvis de ikke vidste det i februar, hvordan ved de det så nu?

Buffett fortsatte:

– Hvad der sker i fremtiden, har aldrig været åbenlyst for mig – ring til os, når de næste måneder, eller blot de næste timer, er åbenlyse for dig.

1 Kommentarer

  1. Tak for vise ord Rune :-)
    Altid Lærerigt at læse dine kommentarer.
    Han er klog den gode Warren, hvis man følger det meste af hans filosofi går man ikke galt i byen på lang sigt. Var engang i 1980’erne til et møde i Jyske bank. de’ havde en manual der gik fra 1929 til dags dato. Med de verse jordskælv, havde det kun gået en vej nemlig op.
    Så for nye investorer er der bare at sige vær tro mod din investering.
    Ps Warren Buffet har i øvrigt skrevet flere lærerige bøger. så som Value investeringer m.m.
    God vind fremover.
    M.v.h.: Niels

Læg en kommentar

Læs flere artikler

Markedskommentarer 1. kvartal 2026
Det var egentlig meningen, at jeg ville skrive denne markedskommentar i dagene op til påske. Men det var håbløst, for kurserne kørte op og ned fra time til time. Hvis ikke man allerede havde fået…
Læs hele artiklen
Det vigtigste at vide som investor
Så er den gal igen med afkastene i de danske investeringsforeninger. Helt gal. Her i februar bragte Berlingske en kritisk artikel om ”negative afkast på stribe i 2025”. Jyllandspostens erhvervsredaktør fulgte trop med overskriften ”kan…
Læs hele artiklen
Kan kunstig intelligens få mit realkreditlån til at gå væk?
Man siger om investering i aktier, at markedet altid har ret. Det har det nu ikke altid, i hvert fald ikke i første omgang. Hvis ikke du selv husker IT-boblen, så har du garanteret læst…
Læs hele artiklen
Sidebar