Download E-BOG

Nye skatteregler for ETF’er – nye muligheder?

10 dec, 2019
af Jesper Dall, partner i Assure | 5 Kommentarer
Print

Man kan mene meget om de danske regler for beskatning af investeringsgevinster, men enkle er de ikke. Hvordan beskattes aktieafkast eksempelvis? Det kommer an på, om du har købt aktien i din pension, dit selskab eller for almindelige lønkroner, både hvad angår skatteprocent og hvornår skatten forfalder. Det er svært at hitte hoved og hale i for den almindelige investor.

I Assure Fondsmæglerselskab er vi fortaler for forenkling af skat på investeringer. Hvorfor er der forskel på en krone tjent på en aktie og en obligation, når man investerer sine lønkroner? Det er ikke indlysende, men sådan er det i dag.

Fra nytår ændres beskatning af aktie-ETF’er i frie midler. Vi har kigget nærmere på konsekvenserne, og du kan læse vores konklusion nedenfor.

(Bemærk: Der er ingen ændringer for pensioner og selskaber, hvor der fortsat er beskatning af totalafkastet efter lagerprincippet en gang om året, hvilket sidestiller ETF’er med alle andre investeringsfonde.)

Nye muligheder for ETF’er i frie midler

Når du investerer i aktier eller aktie-investeringsforeninger i frie midler, beskattes du kun når du realiserer en gevinst, dvs. når du modtager udbytte eller sælger dine aktier. De første 54.000 kroners gevinst hvert år beskattes med 27 procent, alt herover med 42 procent.

Af uransagelige årsager har det hidtil ikke været tilfældet for aktie-ETF’er, der har været kapitalindkomstbeskattet på lige fod med renteindtægter. I den gode sags tjeneste har politikerne ønsket at fjerne den uhensigtsmæssighed. Derfor gælder de nævnte skattesatser også for aktie-ETF’er fra 2020.

Så er det vel bare at skifte til de omkostningslækre aktie-ETF’er i frie midler, som vi allerede benytter i selskaber og pensioner? Desværre, så enkelt er det ikke.

Usikkerheder

For det første er der fortsat lagerbeskatning af aktie-ETF’er, hvilket ikke er en fordel for investor. Dels kan man ikke skubbe skatten foran sig, dels kan det give store udsving i skatten fra år til år.

For det andet er man nødt til at have et system hos Skat til registrering af hvilke ETF’er, der tæller som aktiefonde. Og Skat ringer ikke til ETF-udbyderne for at afklare status på tusindvis af ETF’er – udbyderne skal selv registrere deres fonde hos Skat for at disse bliver aktieindkomstbeskattet. Derfor vil langt fra alle ETF’er få aktie status fra 2020. Bureaukratiet vokser.

For det tredje er der usikkerhed om håndtering af år med negative aktieafkast. Skal investor have fradrag for tabet i anden indkomst samme år, eller skal tabet fremføres til senere modregning? I så fald til hvilken skattesats? Vi er i dialog med Skat og Erhvervsministeriet herom, og foreløbig er der ingen klare svar.

Vi er på bolden

Vores konklusion er, at det ikke er entydigt fordelagtigt at benytte aktie-ETF’er fremover i porteføljer med frie midler, selv om ETF’erne har lavere løbende omkostninger. Det kræver en individuel vurdering af hver investors forhold for at afklare, om de nye regler åbner for forbedringer for dig. Det afhænger af din tidshorisont, anden kapital- og aktieindkomst, urealiserede gevinster, osv. Det er kompliceret.

Derfor vurderer vi i denne tid de hundredvis af porteføljer med frie midler, som vi forvalter, for at afklare hvad der bedst kan betale sig for dig. Vi har allerede talt med mange af jer, og flere vil blive kontaktet hvis vi behøver yderligere oplysninger.

Ønsker du mere information, er du meget velkommen til at kontakte os for en uddybning. Ellers kan du nyde julemåneden i vished om, at vi tager fat i dig, hvis du bør gøre noget omkring investering af dine frie midler.

 

Jesper

5 Kommentarer

    1. Hej Axel,
      Vi har forstået, at der bliver offentliggjort en liste hvert år for ETF’er, der for det kommende skatteår anskues for at være aktiebaserede. Men da vi inden for de seneste uger spurgte Skattestyrelsen, var listen stadig forsinket.
      Venlig hilsen Rune

  1. Dejligt klar tale – som sædvanligt i jeres formidling af nyheder.
    Går præcist i den nødvendige og tilstrækkelige dybde for os kunder, der også har andre ting at holde sig orienteret om.
    At lovgiverne så ikke har ambitioner vedr. enkelhed og klarhed er jo ikke jeres skyld :-)

    1. Selv tak, Klaus!

      Hvis vi genindfører det oplyste enevælde, og jeg får ansvar for området “beskatning af investeringsgevinster”, mener jeg i al beskedenhed at kunne udtænke et bedre system end det nuværende ;-). Men det har nok lange udsigter…

      /Jesper

Læg en kommentar

Læs flere artikler

Markedsgalop og børsnoteringer
De seneste måneder har aktiemarkedet skudt god fart mod nye kursrekorder. Hormuz-konflikten og geopolitisk uro er gledet i baggrunden i kølvandet på stærke vækst- og indtjeningstal fra virksomhederne, ikke mindst i USA. AI-feber Selv om…
Læs hele artiklen
Markedskommentarer 1. kvartal 2026
Det var egentlig meningen, at jeg ville skrive denne markedskommentar i dagene op til påske. Men det var håbløst, for kurserne kørte op og ned fra time til time. Hvis ikke man allerede havde fået…
Læs hele artiklen
Det vigtigste at vide som investor
Så er den gal igen med afkastene i de danske investeringsforeninger. Helt gal. Her i februar bragte Berlingske en kritisk artikel om ”negative afkast på stribe i 2025”. Jyllandspostens erhvervsredaktør fulgte trop med overskriften ”kan…
Læs hele artiklen
Sidebar