Download E-BOG

Endnu et år med store forskelle på aktiemarkedet – derfor spreder vi investeringerne

23 dec, 2024
af Rune Wagenitz Sørensen, partner i Assure | 0 Kommentarer
Print

Året er ved at være omme, og jeg noterer mig endnu en gang, at der har været store forskelle på afkastene på aktiemarkedet, når man deler det op efter geografi eller brancher. Ser vi på enkelte selskaber er forskellene som altid endnu vildere.

Danske aktier er blandt bundskraberne, mens amerikanske selskaber står til topplacering. Personligt er jeg forundret over, at et selskab som Tesla fra årets start frem til det amerikanske præsidentvalg tog store skridt frem og tilbage uden at stige. Og derefter besluttede markedet så (alle os investorer), at Tesla nu skulle være næsten det dobbelte værd – se figuren:

Kilde: Nordnet

Hvad mon der ligger bag de ”fordoblede” forventninger til salget af Teslabiler (og profit)? Og hvad ligger der omvendt bag Novos nedtur på 31 procent fra toppen i juni til midlertidige bund i november? For slet ikke at tale om fredagens kurslussing på 20 procent – er Novo alligevel ikke en pengemaskine?

Kilde: Nordnet

Det må se underligt ud fra månen. Det ser i hvert fald ikke rationelt ud fra min stol. Men det er vel aktiemarkedet i en nøddeskal.

Det er ikke meget vi har hørt om danske aktier i år

Min egen lille uvidenskabelige undersøgelse af, hvordan medierne fungerer er, at markeder, der ikke rører nævneværdigt på sig, får begrænset opmærksomhed. Der er derfor skrevet ganske få linjer om, at de danske C25 aktier i år ikke har givet afkast. Figuren viser udvalgte markeder, og her skiller danske aktier sig ud med et afkast tæt på nul:

Afkast 2024

Kilde: Vanguard, iShares, Sparindex

Nøgletallet ”price/earnings” indikerer, om aktiemarkedet er dyrt eller billigt. De amerikanske aktier er efter årets store stigning på over 30 procent med et P/E tal på 29 i den dyre ende (kilde: MSCI). Med årets udvikling in mente kunne tanken strejfe én, at de danske nu er billige, men med et P/E-tal på 28 er de tæt på samme prissætning som amerikanske aktier (kilde: MSCI). De sidste ti års afkast viser da også, at danske aktier har ligget godt til alt i alt, selvom de seneste år har været sløje, se figuren:

Indekseret udvikling i aktier geografisk opdelt

Kilde: Vanguard, iShares, Sparindex

Som du sikkert allerede ved, er der dog ingen aktier som de amerikanske, der med et afkast på over 250 procent i den grad skiller sig ud.

Vi skulle have haft mere af formuen investeret i aktier, og helst de amerikanske!  

En af de større udfordringer ved at investere er den evige følelse af, at man er gået glip af noget.

Tankerne kan let falde på, at man skulle have haft mere i de dele af aktiemarkedet, der er steget mest. Og det virker altid indlysende – EFTER – de specifikke aktier er steget. I et år som i år har det været godt at have andet end danske aktier (dem ville vi gerne have haft i 2020, da de gav over 30 procent). Omvendt kan man ærgre sig over, at det meste ikke stod placeret i amerikanske aktier – eller at man havde for meget i obligationer.

Historikken viser os, at det sjældent fører til de bedste resultater at forelske sig i et enkelt marked – det kan gå galt ikke bare i et eller to men mange år. Netop de amerikanske aktier er et godt eksempel på det, da man i 00’erne tabte over 20 procent hen over årtiet. Med en stadig høj prissætning og dette års nulafkast på danske aktier, er der heller ingen garantier for, at de aktier næste år leverer varen. Konklusionen er enkel: spredning er sund fornuft!

God jul og godt nytår.

Læg en kommentar

Læs flere artikler

ETF-markedet fortsætter den rivende udvikling
I Assure er vi begejstrede for ETF’er, altså børshandlede investeringsfonde. Og det er vi ikke ene om. I 2024 blev der globalt skudt yderligere 13.000 milliarder kroner ind i ETF’er. Dermed har den samlede værdi…
Læs hele artiklen
Historiske afkast og et kig i krystalkuglen
Traditionen tro opdaterer vi ved nytår de årlige afkast på ti finansielle markeder, der tilsammen udgør et bredt udsnit af investeringsverdenen. Markederne er som følger: Farverne benytter vi i ”kludetæppet af afkast” de seneste ti…
Læs hele artiklen
Hvad er fordelene ved ”private banking”? En kunde spurgte banken
Jeg har overværet processen med at afslutte en investeringsaftale og sige farvel til den gode, gamle bank hundredvis af gange. Banken vil naturligvis gerne beholde samarbejdet, det er helt fair. Men jeg er særligt imponeret…
Læs hele artiklen
Sidebar