Jeg hørte for nylig forfatteren Pico Iyer udtale, at du og jeg i løbet af det næste døgn modtager flere informationer, end Shakespeare modtog i hele sit liv. Eksempelvis, siger Iyer, fik Shakespeare ikke 200 e-mails om dagen! Jeg har ikke efterprøvet påstanden, men den del lyder i hvert fald rigtig. Men, spørger Iyer, betyder den store informationsmængde, at du og jeg er klogere eller ved mere end Shakespeare?
Når jeg skriver til dig her, handler det naturligvis om investering. Altså, af al den information du modtager – og set i forhold til at sikre din velstand: Hvad er signaler, som du bør handle på? Og hvad er støj, du kan anskue som god eller dårlig underholdning? Jeg tror, at størstedelen af de mange informationer vi modtager forskellige steder fra – pressen, sociale medier, e-mails, reklamer, kollegaer, venner osv. – de vildleder os mere, end de vejleder os.
Støj
Lad mig give et par eksempler på støj. Onkel Bents praleri fra familiefødselsdagen om hans afkast på Novo (og ikke et ord om alle de andre aktier han muligvis har tabt penge på). Det er underholdning. Fremfører Bent historien sjovt, griner jeg naturligvis, og det er sundt for mig. Men historien er ikke et signal om, at jeg bør købe Novo aktier, fordi Bent har tjent en god skilling på dem. Ej heller er det et signal om, at jeg bør sælge.
Nyheder om det amerikanske præsidentvalg kan du også se bort fra, selvom det fylder enormt i medierne. Det bratte kursfald på aktier på ti procent i starten af august er ligeledes støj, jeg ikke mener, du skal reagere på. Nedenfor viser figuren udviklingen på en global aktiefond. Faldet er næsten indhentet.
Kursudvikling på en global aktiefond
Kilde: Nordnet
Signaler
Her er eksempler på signaler, der bør få dig til at justere investeringerne:
- Hvis en tredjedel af din formue står kontant, og du ikke skal bruge pengene foreløbig, er beløbet, du ser i netbanken et klokkeklart signal: Investér!
- Har du gennem en længere periode tænkt tanken, at du er indstillet på at tage mere risiko for at få afkast, er det nok et signal. Og omvendt hvis du synes, du tager for meget risiko.
- En markant ændring i dine indtægter eller formueforhold (fx salg af virksomhed, arv eller job).
Intet af ovenstående er noget, vi kan læse om i pressen eller på sociale medier. Dermed ikke sagt, at nyhedsstrømmen kun er støj. Men hvis du ikke har en plan, så ved du aldrig, hvad du skal gøre ved støjen og signalerne. Har du en plan, så er det jo let!
Andre kedelige men relevante signaler
Som medejer af Assure Fondsmæglerselskab og som privatperson, støder jeg på en del investeringsmuligheder. Det er umuligt at sætte sig ind i alle detaljer hver gang. Men jeg tror på, at tiden er bedre brugt på at læse prospekter og investeringsmateriale frem for at læse nyheder. Investeringsmaterialet indeholder flere signaler (køb eller hold nallerne væk) end nyhederne. Informationen er rigelig og ofte ganske kedelig. Tiden til at bearbejde informationen og tage stilling er knap. Men indrømmet, det er da lettere og sjovere at læse nyheder!
Den rette dosis information
Vi kan få meget ud af teknologi, og teknologien gør information let tilgængelig. En smartphone er en fantastisk opfindelse. Med en god dosis sund fornuft og disciplin får vi det bedste ud af den. Når svigermor ringer, er det et signal til at tage den. Når nyhedstrangen melder sig, er det oftest et signal til at lade den ligge, for den gør mig sjældent klogere.
Vi er 8 milliarder mennesker på kloden, og det er ikke realistisk at forholde sig til alle, og alt der sker og samtidig bevare sindsroen. Hver investor må finde en god balance. Men med det store informationsbombardement vi hver dag befinder os i, tror jeg, at stilhed er et godt værktøj til at gøre afkastet højere!
Tak for meget spændende indlæg Rune.
Det med støjen er godt at ha i mente, brug den sunde fornuft, som du jo selv indikerer imellem linjerne.
Lige et spørgsmål til jer.
Er det fornuftigt at være i mellem risiko når man har rundet de’ 75. år ??
Med venlig hilsen : Niels