Download E-BOG

Er aktiemarkedet blevet mere usikkert?

18 okt, 2024
af Jesper Dall, partner i Assure | 0 Kommentarer
Print

Hvert fjerde år skal vi til det igen. Her tænker jeg hverken på skudår eller OL, men det amerikanske præsidentvalg.

Hvis danskerne skulle stemme, var sagen afgjort. Berlingske udgav for nylig resultatet af en gallup-undersøgelse der viste, at 88 procent ville stemme på Harris, mens Trump kun har 5 procents opbakning.

I USA tegner det imidlertid til dødt løb. Det er helt uklart, hvem der bliver USA’s næste præsident. Desuden er der krig i Ukraine og Mellemøsten, der kan falde uheldigt ud. Måske det er tid til at tage en puster på sidelinjen med sine investeringer, altså gå kontant og afvente valgresultatet? Den fordømte usikkerhed må da smitte af på de finansielle markeder, ikke?

Så simpelt forholder det sig ikke. Hvis din analyse eller bekymring fik dig til at sælge dine aktier 5. august, altså tre måneder før præsidentvalget, ville du i dag være gået glip af en stigning på ti procent, som det globale aktiemarked har leveret i mellemtiden. Og du ville stå med en ny og vanskelig udfordring: Hvornår skal du ind i markedet igen? At stå på sidelinjen og puste ud, inden man kaster sig tilbage i kampen, lyder besnærende. Lige indtil man prøver det.

To store udfordringer

Der er fundamentalt to store udfordringer ved at lade en begivenhed som præsidentvalget styre kortsigtede investeringsbeslutninger. Den første er, at vi ikke har en særlig viden, der giver os kontrol over udfaldet. Den anden er, at uanset resultatet af valget aner vi ikke, hvordan markederne vil reagere på det. Det var særlig udtalt i 2016, hvor Trump overraskende blev valgt: De første par timer efter resultatet faldt markederne for derefter at skyde til vejrs i de følgende uger. Det syntes ingen at have gættet på forhånd.

Der er ingen vej udenom. Investering handler om at blive belønnet for at leve med usikkerhed, ikke om at undgå den for alt i verden.

Aktiekurserne har i årtier været stabilt ustabile

Jeg bliver ofte spurgt, om markederne de senere år er blevet mere volatile, som man siger, altså om aktierne har større udsving end i de gode, gamle dage.

Jeg har derfor gravet i udviklingen på globale aktier siden år 2001 (så langt tilbage som data er let tilgængelige i Euro på dagsbasis).

I perioden ville 100 kroner være vokset til 450 kroner, svarende til årlig forretning på 6,5 procent. Vejen hertil har været ujævn, da de første ti år var en ørkenvandring uden kursstigninger, mens markederne har taget revanche efter finanskrisen. Samme mønster finder man, når man ser længere tilbage i tid, så intet nyt heri: Nogle gange trædes der kursvande, andre gange går det stærkt.

Tilbage til volatiliteten og spørgsmålet om aktiemarkedet er blevet mere maniodepressivt de senere år:

Figuren viser standardafvigelsen på udsvingene på aktiemarkedet målt løbende over de seneste 25 handelsdage siden. Høj værdi svarer til store udsving og vice versa. Finanskrisen og covid-19 kan aflæses i de to største ”spikes”.

Er markederne blevet vildere de seneste år? Det kan jeg ikke se ud af figuren. Der er heller ikke en særlig karakteristisk størrelse på udsvingene. Endnu større udsving kan ikke udelukkes. Men det meste af tiden sker der ikke de store udsving fra dag til dag. Kort sagt, aktiemarkedet er et komplekst system, der hvad udsving angår gør, som det altid har gjort: holder godt på sine hemmeligheder.

Alligevel vil jeg vove den påstand, at oplevelsen hos investorer af stadig mere usikre markeder altid vil være til stede. Hvorfor? Fordi usikkerheden omkring markederne sidste år og forrige år hurtigt fortoner sig i vores hukommelse. Nu ved vi jo, hvad der skete, og det bliver der ikke lavet om på!  Men fremtiden, den tegner altid tåget, uklar og utydelig.

Min vinkel er, at virksomhederne vi investerer i tjener stabilt flere penge. Derfor vil aktiekurserne fortsat stige i værdi, selv om den præcise vej mod nye højder er umulig at forudsige og svær at forklare i enkle ord og billeder.

Aktiemarkedet er usikkert. Præcis som det altid har været.

 

Læg en kommentar

Læs flere artikler

ETF-markedet fortsætter den rivende udvikling
I Assure er vi begejstrede for ETF’er, altså børshandlede investeringsfonde. Og det er vi ikke ene om. I 2024 blev der globalt skudt yderligere 13.000 milliarder kroner ind i ETF’er. Dermed har den samlede værdi…
Læs hele artiklen
Historiske afkast og et kig i krystalkuglen
Traditionen tro opdaterer vi ved nytår de årlige afkast på ti finansielle markeder, der tilsammen udgør et bredt udsnit af investeringsverdenen. Markederne er som følger: Farverne benytter vi i ”kludetæppet af afkast” de seneste ti…
Læs hele artiklen
Endnu et år med store forskelle på aktiemarkedet – derfor spreder vi investeringerne
Året er ved at være omme, og jeg noterer mig endnu en gang, at der har været store forskelle på afkastene på aktiemarkedet, når man deler det op efter geografi eller brancher. Ser vi på…
Læs hele artiklen
Sidebar