Har jeg penge nok?

Der var engang en konge, som hed Pyrrhus – og ja, det var ham, der senere vandt en pyrrhussejr; en sejr som var dyrekøbt. Han var konge et sted i Grækenland, og han fik på et tidspunkt den idé at gå i krig med Rom, som stadig kun var en halvstor republik.

– Hvad skal vi så gøre, når vi har erobret Rom, spurgte hans ven Cineas.

”Så erobrer vi Italien”, svarede Pyrrhus.

– Nuvel, men hvad så bagefter? Når vi har erobret Italien?

”Jamen, så er der jo Sicilien! En dejlig ø. Den skal vi også have.”

– Godt, og hvad så bagefter?

”Jamen, så skal vi da indtage Kartago og Libyen. De har ikke en chance mod os til den tid.”

– Nej, det er klart. Men hvad så? Hvad så bagefter? Hvad skal vi så?

”Jamen, Cineas, min ven – så skal vi da nyde livet og drikke vin og føre kloge samtaler.”

– Ærligt talt, Pyrrhus, hvad forhindrer os egentlig i at gøre det nu?

Nå, enden på historien blev, at kong Pyrrhus hverken fik erobret det ene eller det andet, og vi husker ham i dag kun for hans dyrekøbte sejr. Han skulle nok hellere have hørt efter, hvad Cineas sagde.

Cineas budskab kan også bruges til at anskue vores økonomi, og når vi investerer. Måske kan du genkende noget her:

”Først skal jeg have en uddannelse.

Så skal jeg have et godt job med en god løn (eller starte virksomhed).

Så skal jeg have en højere løn og et bedre job (eller tjene mere i virksomheden).

Så skal jeg have et hus.

Så skal jeg have et større hus.

Så skal jeg spare op.

Så skal jeg spare mere op.

Nu har jeg formue, og dermed har jeg noget at miste, så hvor meget kan jeg mon placere i aktier og stadig have ro i maven?

Nu er formuen så stor, at jeg kan leve af den. Mon markedet falder, så jeg må ændre levevis?

Nu er formuen så stor, at jeg kan leve af afkastet. Mon markedet falder, så jeg ikke længere kan leve af afkastet? Jeg vil jo nødigt tære på formuen nu.”

Og så videre. På den måde bliver det svært at sidde tilbage med den gode følelse af, at der er penge nok.

Det er fint at sætte sig nye mål. Men vi skal huske at nyde livet og drikke vin, som Cineas sagde, så vi ikke ender med bekymringer i stedet for ro. At have penge kan gøre livet mere komfortabelt, men jeg vover den påstand, at børn, kæreste/ægtefælle, familie, venner, kolleger, et spændende job og et godt helbred også gør os rige. Så de gør beløbet på investeringsdepotet mindre vigtigt. En af det forrige århundredes mest succesfulde investorer, John Templeton, skal have sagt, at den letteste måde at blive rig på er at være taknemmelig. Jeg er helt enig.

Jeg er selv en af dem, som har siddet og kæmpet med regnearkene for at få ro i sindet. Det gør jeg ikke mere. Min hustru og jeg sørger bare for, at vi altid bruger lidt mindre, end vi tjener. Hvis bare vi gør det, og bliver ved med det, så går det nok.

Jeg mindes nogle af de vilde dage, da corona-pandemien bredte sig, og vi fik voldsomme kursfald på aktiemarkederne. Jeg blev overrasket over, hvor let og hurtigt det gik at sætte privatforbruget ned og komme tilbage til fornemmelsen af, at det nok skal gå, så længe vi bruger mindre, end vi tjener. Jeg havde flere samtaler med Assure Fondsmæglerselskab-kunder, der tænkte i samme baner. Store rejser blev udskudt, sommerhusprojekter blev reduceret i omfang. Og vi bevarede vores sindsro.

Jeg siger ikke, at sådan noget som valg af aktieandel er ligegyldig, og vi bare skal tilpasse vores forbrug, når kurserne falder kraftigt. Vi skal selvfølgelig have mest muligt ud af formuen. Min pointe er at gøre valget mellem aktier, obligationer, kontanter og andre investeringer så nemt som muligt og dét at have formue til noget rart. Det rette perspektiv på, hvad der er vigtigt i livet, gør dog forskellige valg om formuen lettere.

For det er vel meningen, at formue blandt andet hjælper til med at give ro i sindet i stedet for bekymringer. Hvilket får mig til at tænke på, at det ikke var mange tanker, jeg skænkede min økonomiske situation, da jeg studerede, og finansmarkederne fik en på kassen under eksempelvis it-boblen. Jeg havde ingen penge at bekymre mig om, tværtimod var jeg i gang med at optage studiegæld. Det er vel ærgerligt at være mere urolig, når man har penge, end når man har gæld.

Så hvornår har jeg penge nok? Det er naturligvis individuelt, men min personlige holdning er, at det er noget, man beslutter sig for.