Download E-BOG

Rentestigninger er velkomne

22 maj, 2018
af Jesper Dall, partner i Assure | 1 Kommentarer
Print

Vi har efterhånden vænnet os til et historisk lavt renteniveau i Danmark. Det er perfekt for boligejere med lån i huset. Og mindre fedt for obligationsinvestorer, der får rentebetaling for at låne deres penge ud. Låner man eksempelvis penge til den danske stat i ti år, er den effektive rente – dit årlige forventede afkast – beskedne 0,5%.

Mange spørger om det mon kan fortsætte. Og med god grund. I USA er renten på en ti-årig statsobligation steget til 3%. Følger de europæiske renter trop, vil det medføre kursfald på obligationer.

Tænk som en investor

De fleste af os skal investere hovedparten af vores opsparing over en lang årrække. Det relevante spørgsmål er derfor: Hvad sker der med min portefølje set over hele investeringsperioden, hvis renterne stiger?

Tager vi udgangspunkt i vores porteføljer i dag, så er den effektive rente 2,8% og den gennemsnitlige løbetid på obligationerne under fem år. Stort set alle dine nuværende obligationer udløber inden for de kommende ti år. En portefølje vil således bestå af flere “generationer” af obligationer på din investeringsrejse, når de ved udløb erstattes af nye udlån.

Skal jeg håbe på højere eller lavere renter?

Nu kommer det store spørgsmål: Ønsker du løbende at geninvestere renter og udløbne obligationer til en lav eller høj rente? Vi ønsker naturligvis en højere rente. Så bliver afkastet større målt over hele min investeringsperiode.

Det kan umiddelbart forekomme forvirrende, fordi kursen på obligationer jo falder, når renten stiger. Men når vi tager vores langsigtede fokus seriøst, så bør vi ikke bekymre os om kursfald eller stigninger på vores nuværende obligationer, fordi vi holder dem til udløb.

Vi lægger ikke mærke til det, men der foregår næsten daglig geninvestering inde i vores obligationsfonde. Og det bestemmer dit langsigtede afkast, fordi fondene løbende tilpasser sig det aktuelle renteniveau, når de genplacerer kontanter.

Tænker vi kortsigtet, ønsker vi rentefald, der vil få kursen på vores obligationer til at stige. Tænker vi langsigtet, er rentestigninger derimod ønskelige, for det vil øge afkastet på de kommende generationer af obligationer, der skal erstatte de nuværende når disse kontinuerligt udløber.

Har du renteønsker med i investor-aftenbønnen, så er sagen klar: Rentestigninger er velkomne.

Jesper

 

PS. Har du ligget på lur med kontanter eller superkorte obligationer de seneste fem år, for at gardere dig mod stigende renter som “man vidste ville komme”, så er du gået glip af 15% i afkast på obligationer.

1 Kommentarer

  1. Og så er der jo den dobbelte glæde for de os, der holder fastforrentede obligationslån i huset, at vi kan indkassere nogle fine, skattefri konverteringsgevinster – forudsat naturligvis at rentestigningerne også når til Danmark

Læg en kommentar

Læs flere artikler

Markedskommentarer 1. kvartal 2026
Det var egentlig meningen, at jeg ville skrive denne markedskommentar i dagene op til påske. Men det var håbløst, for kurserne kørte op og ned fra time til time. Hvis ikke man allerede havde fået…
Læs hele artiklen
Det vigtigste at vide som investor
Så er den gal igen med afkastene i de danske investeringsforeninger. Helt gal. Her i februar bragte Berlingske en kritisk artikel om ”negative afkast på stribe i 2025”. Jyllandspostens erhvervsredaktør fulgte trop med overskriften ”kan…
Læs hele artiklen
Kan kunstig intelligens få mit realkreditlån til at gå væk?
Man siger om investering i aktier, at markedet altid har ret. Det har det nu ikke altid, i hvert fald ikke i første omgang. Hvis ikke du selv husker IT-boblen, så har du garanteret læst…
Læs hele artiklen
Sidebar